Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
344
Den norske’ Historie
Bog, som udentvivl fik adskillig Udbredelse i Norge, — læse sig
til, at en dansk Rigsdag havde siddet til Doms over deres
Fædreland og afsat det fra dets gamle Værdighed af et særskilt Rige,
og at denne Afsættelse fra dansk Side fremdeles blev opfattet som
en retfærdig Straf for udvist Mangel paa «Troskab».
Saa uvakt Nationalaanden end var hos den Tids Nordmænd,
skulde det dog synes rimeligt, at de ikke kunde læse sligt uden
Uvilje. Det er da ogsaa Spor af, at Hvitfeldts Beretning har vakt
Anstød; det er Spor af, at man fra norsk Side ikke vilde slaa sig
tiltaals med den danske Overhøihed over Norge, der øvedes
gjennem Kongevalget, og hvorom man fik Underretning ved den
nævnte Bestemmelse i Kristian IV.s Lov.
Efter Ophævelsen af det norske Rigsraad i 1536 hengik der et
langt Tidsrum, i hvilket Nordmændene savnede enhver Art af
fælles Repræsentation eller fælles offentligt Organ. I det 17de
Aarhundrede fik de atter paa en Maade et saadant i de «Norske
Stænder». Under Kristian III, Fredrik II og Begyndelsen af
Kristian IV.s Regjering blev disse norske Stænder alene indkaldte
for at hylde paa Folkets Vegne en ny Thronfølger eller en ny
Konge. Efter Kristian IV.s tyske Krig (1625) derimod
samledes de hyppigere, og der tildeltes dem fra nu af ogsaa en mere
betydningsfuld Rolle, idet Regjeringen søgte deres Raad og Hjælp
under sin voksende Finansnød. Nogen egentlig Magt eller
Myndighed opnaaede de aldrig. De kom ikke videre end til at give
Raad og gjøre Forestillinger. De var og vedblev at være et
Redskab i Regjeringens Haand, et Middel, hvorved den søgte at presse
Penge ud af Folks Lommer. Det var den, der bestemte, om og
naar de skulde samles, og det var den, der bestemte, hvorledes
de skulde sammensættes. I Regelen indkaldtes til at deltage i
Stændermøderne Rigets Lensherrer, — der fordetmeste var danske
Mænd, — Lagmændene, de i Norge bosatte Adelsmænd samt Re
præsentanter for Geistligheden og Kjøbstæderne, stundom ogsaa
for Bondestanden.1 Saa lidet nu end en Forsamling, sammensat
paa denne Maade og saa tarvelig udrustet i enhver Henseende,
kan opfattes som en virkelig Repræsentation for Folket, afgav
den dog et Organ, hvorigjennem særskilt norske Interesser eller
Synsmaader kunde blive gjort gjældende og virkelig ogsaa blev
det. Saaledes i Hensyn paa Spørgsmaalet om Anvendelsen af de
norske Statsindtægter. Ved dette Spørgsmaal viste der sig
gjentagne Gange et temmelig afgjort Modsætningsforhold mellem de
norske Stænder og det danske Rigsraad. Stænderne arbeidede
for, at det meste muligt af de i Norge udskrevne Skatter maatte
1 Aschehoug, Stats for f., S. 446—56.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
