Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348 Den norske’ Historie
Kgl. Maj. skal sætte Noriges Rige i sin forrige Tilstand og E. K.
Maj. bruge den Arverettighed, som E. K. Maj. af Gud og Naturen
haver.» Forfatteren fremsætter derpaa endel Raad og Vink om,
hvorledes Kongen bør bære sig ad for at hævde Norge som sit
Arverige, uden at de danske Stænder hindrer det eller blander
sig op i Sagen, og antyder i Forbindelse dermed, at den norske
Administration bør saavidt muligt holdes adskilt fra Danmarks,
at de norske Statsindtægter hovedsagelig bør anvendes til Norges
eget Forsvarsvæsen, og at Norge bør faa sit eget Admiralitet.
Man har gode Grunde til at formode, at Kong Fredrik III selv
har havt en Haand med i denne norske Opposition mod
Rigs-raads-Regimentet og Agitation til Fordel for den kongelige
Arveret. Kongerne af den oldenborgske Æt havde, som før omtalt,1
fra gammel Tid gjort Paastand paa, at Norge var deres Arverige,
og denne Paastand var saavidt velgrundet og saa aldeles
stemmende med deres Interesse, at det maa synes underligt, at den
ikke blev fastholdt med større Kraft og Konsekvens. Det maa
opfattes som et af de mange Vidnesbyrd om Kristian IV.s
Svaghed og Kortsynthed i politisk Henseende, at han tillod, at
Re-stemmelsen om, at den, som blev valgt til Danmarks Konge, ogsaa
skulde være Norges, blev optaget i den nye norske Lovbog.
Spørgsmaalet skulde dermed synes endelig op- og afgjort til det danske
Rigsraads Fordel og Kongedømmets Skade. Alligevel er der Spor
af, at ikke engang Kristian IV selv har ladet Ættens gamle
Paastand aldeles falde;2 og om hans Søn og Eftermand Fredrik III
ved man, at han fra sin første Styrelsestid har været betænkt
paa at tage den op igjen og bruge den som et Støttepunkt
ligeoverfor Rigsraads-Oligarkiet. Allerede ved Forhandlingerne med
Rigsraadet i 1648 vedkommende hans Haandfæstning skal han
have ytret, at han, hvis man skruede ham Vilkaarene for høit op,
vilde gaa til Norge, hvilket efter hans Paastand hørte ham til paa
samme Maade som Holsten. I 1649 og 1650, da der forhandledes
om hans ældste Søn Prins Kristians Valg til Thronfølger,
krævede han, at Valget alene skulde gjælde Danmark, eftersom Norge
var Prinsens Arverige, og satte sin Vilje igjennem, forsaavidt som
paa Valgrigsdagen i Kjøbenhavn 1650 de to Stænder Geistligheden
og Borgerstanden i sine Valgbreve alene nævnte Danmark,
medens Rigsraadet og Adelen fastholdt sin Ret til at vælge til begge
Riger.3 Det maa endelig ansees som godtgjort, at Forfatteren af
det i «Budstikken» trykte Skrift om Norge som Arverige var en
dansk Mand (Jens Dolmer), der stod Kongen personligt nær, og
1 3die Del, 153, 258, 261-62.
2 Aschehoug, Statsforf. S. 361.
3 F. Hammerich, Fire kjøbenhavnske Rigsdage, Nyt hist. Tidsskr., V. 396—97.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
