Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges materielle Fremskridt 1660—1814
357
vikle og udnytte de materielle og aandige Resurcer, som de
forenede Riger frembød. Men det er ikke mindre vist, at den
ud-merkede sig ved en i de Tider endnu langtfra almindelig Agtelse
for Lov og Ret, og at den indlagde sig store og varige Fortjenester
ved at sørge med Omhu for den almindelige Retssikkerhed og
derigjennem virke til at opdrage hos Undersaatterne den
Ordenens og Lovlydighedens Aand, der er et af den politiske Friheds
første Vilkaar. Ifølge Forfatningens Bogstav skulde Kongen staa
over Loven; men i Praksis blev den Opfatning slaaet fast, at
Loven skulde staa over baade Konge og Folk.1 Det var allerede
i Enevældens første Tidsrum en Undtagelse, at Kongerne greb
ind i Rettergangen ved sit personlige Magtsprog, og det ophørte
tilsidst ganske. En Undersaat kunde frit og uden Frygt søge sin
Ret ved Domstolene endog ligeoverfor Kongen selv, og, naar
Domstolenes Kjendelse gik Kongen imod, var der ikke Tale om andet,
end at han maatte finde sig deri.2 Hans Ret ifølge Forfatningen
til at forandre eller ophæve afsagte Domme eller til at afgjøre
Retstrætter paa egen Haand blev paa en Maade stiltiende nedlagt;
det blev hævdet som ufravigelig Grundsætning, at intet af, hvad
der efter sin Natur henhørte under Domstolenes Kjendelse, maatte
afgjøres ved kongelig Resolution,3 og der blev opdraget en efter
Tidens Leilighed meget bestemt og for Retssikkerheden meget
nyttig Grænse mellem Administration og Jurisdiktion, idet
Amtmænd og andre Øvrighedspersoner blev tilholdte ikke at gribe
ind i Dommernes Embedsgjerning, men lade Retten have sin
Gang.4
En saa radikal Forfatningsændring som den, der foregik i 1660,
maatte vække Tanken om en Revision af den hele Lovgivning,
for at Lovene kunde bringes i Samklang med de nye
Forfatnings-principer. Baade om Danmark og Norge gjaldt det desuden, at
der, uafhængigt heraf og længe forud, havde været en sterkt følt
og oftere udtalt Trang til en ny Lovbog. I 1660 fik nu
Kongedømmet al den nødvendige Magt til at gjennemføre dette Verk,
og Fredrik III, som udtalte, at «ved Regjeringsforandringen intet
høiere eller større burde i Agt at haves, end hvorledes Justitien
kunde, som det sig bør, udi vores Lande og Riger beskikkes»,
satte allerede Aaret efter i Gang de dertil sigtende Arbeider, der
1 Voltaire siger i «Silcle de Louis XIV», idet han taler om den af Fredrik III
istandbragte Statsforfatning: «Par cette étrange loi, les rois de Dannemarck ont
été les seuls princes despotiques de droit, et ce qui est encore pius étrange, c’est
que ni ce roi, ni ses successeurs n’en ont jamais abusé.»
2 S. Vedel, Den dansk-norske Høiesterets Hist., S. 69 ff., 159- 61, 196-205, 218 ff.,
232 ff., 290-94.
3 Se Stampes Erklæringer, I. 102, II. 15, 19, 334 o. m. fl. St.
4 Aschehoug, Statsforf., S. 600-601. Holm, Danm. Norg. Hist. 1660—1720,
I. 67—70.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
