Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
362
Den norske’ Historie
de danske, meget mere utaalsomme ligeoverfor enhver Slags Tryk
eller Tvang. Vi har før omtalt, hvor vel de værgede sin Frihed
og Eiendom i Tiden nærmest efter Reformationen.1 Dette var en
haardhændet Tid: de danske Lensherrer, der skulde styre
Landet, uden at kjende det, optraadte ofte mere som Voldsherskere
end som Repræsentanter for den lovlige Øvrighed, og Bønderne
var paa sin Side særdeles vel oplagte til at møde Vold med Vold.
De mange Forandringer paa det kirkelige Omraade og i Hensyn
paa Lovgivning og Administration, hvortil de blev Vidne uden at
forstaa dem, virkede til at opirre dem og bragte dem til at se en
Fiende i snart sagt enhver, der repræsenterede enten Kirken eller
Statsmyndigheden. Deres personlige Uafhængighedsaand og
Selvfølelse blev ikke bøiet, men Lovlydigheden, hvorved det norske
Folk saa kjendelig udmerkede sig endnu langt frem i
Unions-perioden, og som var en Arv fra Rigets Velmagtsdage under
indfødte Konger og med en efter de Tiders Leilighed ypperlig
Retsforfatning, maatte lide Skade ved den endeløse Række af
fiendtlige Sammenstød med Øvrighed og offentlige Funktionærer og
ved Vanen til at tage sig selv tilrette.2 — Vi har ligeledes omtalt,
hvorledes der efterhaanden i sidste Halvdel af det 16de og første
Halvdel af det 17de Aarhundrede indtraadte bedre, mere ordnede
Tilstande, — hvorledes Regjeringen allerede i dette Tidsrum
udviste en Iver for at holde de norske Bønder ved Lov og Bet, som
neppe har noget Sidestykke for de danske Bønders Vedkommende.
Men det var dog først efter Regjeringsforandringen i 1660, at
Forskjellen i saa Maade mellem de to Riger blev meget iøinefaldende.
Sederne havde imidlertid antaget et noget mildere Præg; de
norske Bønder slog ikke længer sine Prester og Fogder ihjel, men
de vedblev fordetmeste at leve paa et Slags Krigsfod med dem.
Om det blev sjeldnere, at de tog sig selv tilrette, saa blev det til
Gjengjæld saameget hyppigere, at de indkom til Begjeringen med
Klagemaal over Embedsmændenes, særlig Fogdernes og
Sorenskrivernes Forhold. Man kan, efter hvad der i det foregaaende
er bleven fremhævet om Maaden, hvorpaa disse Embeder blev
besatte i lange Tider efter Enevoldsmagtens Indførelse, paa
Forhaand vide, at Bønderne ofte har havt fuld Føie til at klage, og
dette stadfæstes til Overflod ved en Række Forordninger, hvori
Regjeringen udbreder sig over de «Misbrug og Paafund», som blev
praktiserede af de kgl. Betjente, særlig Fogderne, til «Bettens
Foragt og den fattige Almues Betryk».3 Men det hændte paa den
anden Side ogsaa hyppigt, at Bønderne klagede uden tilstrækkelig
’ 3die Del, S. 296-300.
2 Aschehoug, Stats for f„ S. 598-99.
3 Forordn. 5 Febr. 1685.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
