Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges materielle Fremskridt 1660- 1814
363
Grund. Det blev ikke uden Føie sagt om dem, at de var «betagne
af en sand Klagesyge». Naar noget Nyt kom paa, hvorved de
følte sig besværede, var de altid tilbøielige til at tro, at det bare
var et Paafund af vedkommende Embedsmand, og et Klageskrift
mod en Foged eller Sorenskriver synes altid at have faaet
Underskrifter, hvor urimeligt og ubeføiet det end kunde være.1
Ligesaa mistænksom den norske Bonde pleiede at være
overfor de kongelige Betjente, ligesaa ubetinget var hans Tillid til
Kongen selv. Dette Tillidsforhold var, som vt ved, næsten saa
gammelt som Landets Historie; det havde slaaet saa dybe
Rødder, at det endog kunde overleve Unionsperioden, — det lange,
Aarhundreder omfattende Tidsrum, i hvilket Kongedømmet
omtrent aldeles svigtede sine Opgaver ligeoverfor Norge; siden var
der paany indtraadt Forhold, som maatte virke til at styrke det;
Kongedømmet greb atter mere virksomt ind i Norges Styrelse,
og dets Anseelse hos Menigmand voksede derved og udentvivl
ogsaa ifølge Indtrykket af Regjeringsforandringen i 1660. Saa lidet
de norske Bønder fulgte med i Politiken, har det dog neppe
kunnet aldeles undgaa deres Opmerksomhed, at Kongen ved denne
Forandring fik friere Hænder, end han før havde havt. Han
havde nu al den Magt, han behøvede for at skaffe dem Ret, og
om hans gode Vilje i saa Maade kunde de ikke tvivle, han stod
jo for dem, ifølge de fra Oldtiden nedarvede Forestillinger, som
Landets Fader, selve Lovens og Retfærdighedens Inkarnation.
Det gjaldt kun, at deres Klagemaal kom til hans Kundskab, — at
ikke Embedsmændene, som naturligvis mentes at holde
indbyrdes sammen, fik dem bortskuslet eller lagt tilside. For at være
tryg i saa Maade pleiede de norske Rønder, naar de troede sig
forurettet, at sende Deputerede til Kjøbenhavn, som kunde
forebringe deres Sag for «han Far» selv, uden nogen Embedsmands
Mellemkomst.
Selvfølgelig var man inden Regjeringskontorerne meget
mis-fornøiet med en mod alle bureaukratiske Regler saa stridende
Skik som denne, og Kongen personlig blev ogsaa «inkommoderet»
ved dette Overløb af «ublue Supplikanter». Man søgte altsaa at
sætte en Rom derfor. I Forordningen af 5 Febr. 1685 em
«ulovlige Paalægs Afskaffelse» blev det paabudt, at Sorenskriverne
skulde hjælpe Almuen med at føre dens Suppliker i Pennen, og
at Supplikerne skulde forsynes med Amtmændenes Erklæringer
og gjennem dem indsendes til kongelig Resolution, medens der
1 Nordal Brun fortæller i sine Tanker om Norges Odelsret (1788) S. 17 følgende:
«En Bonde kom til en Advokat, begjærende, at han vilde forfatte en Klage over
Fogden. «Nu, hvad er det da?» sagde Advokaten. «Aa Far,» sagde Bonden, «du
finder vel selv paa noget, du er en klygtig Mand.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
