Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges materielle Fremskridt 1660- 1814
365
Man maa, for at forstaa dette, stille sig for Øie, hvor faa og
lidet paalidelige Magtmidler den dansk-norske Enevoldsregjering
havde til sin Raadighed, for det Tilfælde, at en virkelig oprørsk
Bevægelse skulde have brudt ud i Norge. Den norske Hær var
væsentlig en Milits; den bestod af saakaldte nationale Tropper,
d. v. s. ikke Soldater, men Bondegutter, med lidt militær Øvelse,
men aldeles uden militær Korporationsaand, og paa hvem følgelig
Regjeringen ikke kunde stole, naar det gjaldt en Konflikt med
den Almue, fra hvilken de var udgaaede, og hvem de vedblev at
tilhøre i et og alt. Det hændte ogsaa, naar man ved Opløb blandt
Bønderne vilde bruge nationale Soldater for at faa Uroen stanset,
at disse ligeud erklærede, at de ikke vilde bære Vaaben paa sine
egne Landsmænd.1 Af hvervede Tropper fandtes kun meget faa,
og disse var ligeledes for det allermeste Nordmænd. Landet var
altsaa i Virkeligheden aldeles overladt til sig selv i militær
Henseende, og der var ingen anden Garanti for dets Vedbliven i den
gamle Statsforbindelse end den, der laa i Folkets egen gode Vilje.
Man opfattede i forrige Aarhundrede almindeligvis en Adskillelse
af Rigerne som den største Ulykke, der kunde ramme Danmark,
ja næsten som enstydig med dette Riges politiske og financielle
Ruin, og Tanken paa en saadan Adskillelses Mulighed begyndte
efter Midten af Aarhundredet at gjøre sig mere og mere gjældende
og at vække alvorlig Bekymring inden ledende Kredse i Danmark.
Enevoldsregjeringens Mænd kunde ikke have nogen rigtig god
Samvittighed ligeoverfor Norge; de maatte vide eller føie, at
Norge i mange Henseender vedblev at være Stedbarnet, hvis
høieste Interesser blev forsømte og tilsidesatte, og at deri laa et rigt
Stof til Misnøie og Gjæring, naar først Opmerksomheden blev
rigtig henvendt derpaa. Det var dem bekjendt, at man i Sverige
længe havde næret Planer om at vinde Norge, og at man fra
denne Kant var beredt paa at puste til Ilden og nytte Ledigheden,
saafremt der maatte vise sig noget Tegn til Uro blandt
Nordmændene. De maatte i alt dette finde den sterkeste Opfordring til at
iagttage Varsomhed ligeoverfor det norske Folk og til at gjøre,
hvad der, uden at bryde med Helstatssystemets Grundsætninger,
kunde gjøres for at holde Folket ved godt Lune eller i en
nogenledes tilfreds Stemning, og herved maatte deres Tanke først og
fremst henvendes paa Bønderne. Om dem gjaldt det jo, baade
at de var Folkets Kjerne og tillige at de maatte være lettest at
stille tilfreds; de var konservative fremfor nogen anden; hvad de
krævede, var kun, at alt blev ved det Gamle, at de ikke
forulempedes ved nye Paalæg, at de holdtes ved Lov og Ret og toges i
1 Se t. Eks. Munch, Saga III. 502-3. Minerva, 1787, II. 237-38.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
