Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
370
Den norske’ Historie
af Penge og Arbeide herpaa, maatte for den allervæsentligste Del
komme Rigernes Hovedstad til Gode. De ved Regjeringens
Foranstaltning oprettede Fabriker eller Handelskompagnier var
Drivhusvækster, der trængte stadigt Tilsyn, omhyggelig Pleie;
Regjeringen havde selv Part i dem eller drev dem for egen Regning
og maatte følgelig finde det nødvendigt eller hensigtsmæssigt at
havç dem i sin umiddelbare Nærhed.
Det var af disse Grunde, at Norge ogsaa under Enevælden
blev tilsidesat og, trods de mange fagre og vist ogsaa paa en
Maade oprigtig mente Ord om lige Brødre, lige Lod, fik
forholdsvis saa liden Del i den fælles Stats Midler, nød forholdsvis saa
lidet godt af den fælles Regjerings landsfaderlige Omsorg. Slige
Krav som de, der kom frem ved Arvehyldingen i Kristiania 1661,
om eget Universitet, egne Regjeringskollegier for Norge, var
altfor uforenelige med Enevoldsregjeringens System og Standpunkt,
til at den kunde ville imødekomme dem, uden at være pisket
dertil. Den vilde, ved at imødekomme dem, slaa ind paa
Decentralisationens Vei, medens dens Princip var Centralisation;
den vilde adsprede de Kræfter, som det efter dens System gjaldt
at samle — og det netop paa den fra orthodoks-monarkisk
Synspunkt seet allerværste Maade, nemlig til en «Udside», for at tale
med Guldberg. Et Rige, der laa saa fjernt fra Kongernes
sedvanlige Residens som Norge, maatte, trods den statsretlige
Ligestilling, blive opfattet som et Riland, og maatte, trods alle
landsfaderlige Talemaader eller endog Følelser, blive behandlet efter
Kolonialpolitikens Grundsætninger, d. v. s. saaledes, at man drog
mest muligt derfra, — af Penge, Soldater, Matroser, — og til
Gjengjæld lod mindst muligt gaa tilbage dertil, ofrede mindst muligt
derpaa af Statens fælles Midler. «Naar Finantskollegiet har faaet
Revenuerne ind,» heder det i et Flyveskrift fra
Trykkefrihedsperioden, «og Admiralitetet har faaet de fornødne Matroser, og
Generalkommissariatet eller Regimenterne de aarlige Rekrutter
fra Norge, ligesom fra en forpagtet Koloni, men alle har faaet
deres Gage af Staten i en beleilig Tid, saa har de formodentlig
troet, at alle Ting stod vel til endog i Norge.»1 Dette er en
bitter, men ingenlunde urimelig, tvertom i de fleste Henseender
noksaa godt rammende Karakteristik af Enevoldsregjeringens
sedvanlige Forhold ligeoverfor dens norske Undersaatter.
I en nyere Tid har flere danske Forfattere2 anket over, at
Norge blev af Enevoldsregjeringen utilbørlig begunstiget i Hensyn
1 Citatet er laant fra E. Holm, Nogle. Hovedtræk af Trykkefrihedstidens
Historie S. 148.
2 Særlig n. G. Monrad og 1XI. Nathanson. — Jvfr. A. S, Ørsted, Af mit Livs og
min Tids Hist. II. S. 55-56, 123-24, 204.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
