Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges materielle Fremskridt 1660- 1814
379
før og skulde nu desuden yde Skat til Kronen, for hvilken de
tidligere havde været helt eller delvis fritagne. En stor Del af
dem formaaede ikke at bære det saaledes forøgede Tryk;
Skatterestanserne voksede, og meget Jordegods blev liggende øde.1
Regjeringen førtes herved ind paa den ulyksalige Udvei at gjøre
Herregaards- eller Sædegaardseierne ansvarlige for Skatterne af
deres Rondegods, baade det, som laa øde, og det, som var besat.
Dette Ansvar var en saa trykkende Byrde, at man maatte finde
det uundgaaeligt at give et Vederlag derfor. Til en Begyndelse
fik de adelige Sædegaarde i 1670 den Skattefrihed tilbage, som
var bleven dem frataget i 1661. Ved Forordning af 28 Januar
1682 blev det dernæst, til Lettelse for det Herregaardseierne
paalagte Skatteansvar, fastsat, at ingen Bonde maatte opsige eller
flytte fra sin Gaard, «saalænge Husbonden agter dennem for god
samme Gaard at forestaa, medmindre Husbonden handler imod
dennem imod Loven». Den samme Forordning tillod
Herregaardseierne at «levere hvilken Ronde, som forsidder eller
forløber sin Husbonds Gaard og ikke retter for sig efter Loven, til
Bremerholm, der et Aar i Jern at arbeide». Nogle Aar senere
blev denne barbariske Bestemmelse fornyet i den endnu mere
barbariske Form, at Herregaardseieren flk Ret til at sende til
Bremerholm sine «dovne og til Fylderi hengivne Bønder». Hertil
kom endnu, at Regjeringen, for at kunne gjennemføre sit System
med Herregaardseiernes Skatteansvar og Skatteopkrævning, lagde
an paa at faa de privilegerede Herregaardes Antal forøget,
istedetfor at arbeide paa at faa det formindsket, hvad der maatte
synes at være det naturlige. Ved Forordningen af 28 Januar 1682
blev det tilladt Ikke-Adelige at kjøbe og besidde Sædegaarde,
uden at disse derfor skulde tabe sin Skattefrihed eller øvrige
Privilegier. Ved senere Forordninger blev Skattefrihed udlovet til
enhver Hovedgaard, hvorunder der var samlet Bondegods til en
Skyld af mindst 200 Tønder Hartkorn og i en Afstand af mindre
end 2 Mile fra Hovedgaarden. Disse Forordninger forfeilede
ingenlunde sin Hensigt; de bar tvertom baade snar og rigelig
Frugt. Tallet paa de privilegerede Hovedgaarde steg allerede i
Kristian V.s Tid med flere hundrede.2 Inden Bondesamfundet
foregik som Følge heraf en saadan Omdannelse, at
Ugedagsbøn-dernes Klasse — den uheldigst stillede af alle — blev sterkt
forøget paa Bekostning af de andre, medens Selveierbøndernes Klasse,
som allerede længe forud havde været i Tilbagegang saavel i
Hensyn paa Tal som Velstand, omtrent aldeles ophørte at eksistere.3
1 Holm, D.-N. Hist. I. S. 156 ff.
2 Riegels, Forsøg til Femte Christians Hist., S. 613, sammest. S. 144.
3 Holm, D. N. Hist., II. S. 291-92.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
