Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges materielle Fremskridt 1660- 1814
387
norske Landbopolitik kom, tiltrods herfor, til at gaa i en stik
modsat Retning af den danske. Medens den lagde an paa at
forøge Tallet paa de privilegerede Herregaardseiere i Danmark, søgte
den at faa det reduceret i Norge. Medens den i Danmark tillod
ikke-adelige Personer at kjøbe og besidde adelige Sædegaarde,
uden at disse derfor skulde tabe sine Privilegier, og desuden
meddelte Skattefrihed til enhver, som fik samlet under sin
Hovedgaard et vist Kvantum Bondegods i en vis Afstand fra
Hoved-gaarden, bestemte den for Norges Vedkommende, at en adelig
Sædegaard tabte sin Ret og Rang som saadan ved at gaa over i
en borgerlig Persons Besiddelse, og at ingen Sædegaard maatte
nyde Skattefrihed, medmindre Eieren selv «holdt Dug og Disk»
sammesteds, og medmindre det kunde godtgjøres, at den havde
været en «ret adelig Sædegaard» lige siden 1639 og imidlertid
ikke været i nogen Borgerligs Værge enten som Pant eller
Eiendom. I Danmark blev Herregaardseiernes Privilegier udvidede
og forbedrede; i Norge tillod man sig at beklippe dem; saaledes
blev den i 1646 Adelens Ugedagsbønder tilstaaede Skattefrihed
ophævet i 1663, og selve Sædegaardenes Frihed indskrænkedes
til, kun at gjælde visse ældre Skatter.1 I Danmark blev
Fæstebondens Forhold til sin Jorddrot endnu mere retløst og
afhængigt, end det før havde været; i Norge fortsatte man samtidig
Arbeidet med at udvide og skjærpe Garantierne mod Misbrug
eller Overvold fra Jorddrotternes Side.
Vi har omtalt, hvad der forud var skeet i denne Retning;2 vi
har seet, at den norske Leilænding allerede længe før
Suverænitetens Indførelse indtog en Stilling, som maatte siges at være
retslig vel betrygget, ikke blot sammenlignet med den danske
Fæstebonde, men endog i absolut Forstand. Enevoldsregjeringen
blev dog ikke staaende herved; den udviste en Omhu for den
norske Leilænding, der maa synes yderlig paafaldende, naar
hen-sees til dens Behandling af de tilsvarende Forhold i Danmark.
I den ældre norske Lovgivning (Kristian IV.s Lov) var det
bestemt, at Leilændingen skulde beholde sin Gaard i sin Livstid «med
slig Vilkaar, at han holder Gaarden ved Hævd, udgiver sin Landskyld
og sin Leding aarlig i rette Tid og er sin Husbonde hørig og lydig».
Disse Udtryk var altfor svævende og kunde give Leilighed til
Misbrug fra Jorddrottens Side. I Kristian V.s norske Lov blev
de derfor begrænsede derhen, at det nævnes som de eneste
Tilfælde, i hvilke en Leilænding kan forbryde sin Gaard, at han
undlader at udrede sine aarlige Afgifter eller hugger Skogen til
Upligt. Den ældre norske Lovgivning (Magnus Lagabøters Lands-
’ Holm, D.-N. Hist. 1660-1120, /. 171-72. Brandt, Retshist., I. ?53-54,
2 Ovenfor S. 318-21.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
