Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
400
Den norske’ Historie
bare et Hovedpunkt, man kunde gjerne kalde dem Hovedpunktet
par excellence. Selveierklassens sammenligningsvis store
Talrighed, Selveierens eller Odelsbondens ubetingede Eiendomsret til
sin Jord, Leilændingens vel beskyttede personlige Frihed og
Byg-selforholdets Karakter af en fuldkommen fri Kontrakt: — i disse
Træk samledes Norges gamle Historie som i en Sum, de kunde ansees
som Udbyttet af den for Norge eiendommelige Udvikling.
Saalænge de vedligeholdtes, saalænge vedligeholdtes ogsaa den for
en national Renæssance nødvendige Grundvold,1 og naar de blev
yderligere styrkede og udprægede, saa var det enstydigt med, at
der indtraadte bedre, gunstigere Vilkaar for en saadan
Renæssance. Man kan sige, at det norske Bondesamfund var i et
væsentligt Punkt mere norsk, mere nationalt ved Midten af det 18de
Aarhundrede, da Odelsbondeklassen var naaet frem til at blive
dets Flertal, end det havde været i det 16de Aarhundrede, da
Lei-lændingsklassen endnu var den numerisk sterkeste.
Der foregik altsaa i de første Menneskealdere efter
Enevoldsmagtens Indførelse to forskjellige Bevægelser eller
Udviklingsprocesser inden det norske Folk, der førte tilsyneladende i stik
modsatte Retninger: en Fornorskning af Bondesamfundet,
forsaavidt Eiendommelighederne ved dets sociale Forhold traadte
skarpere frem, en Fordanskning af Embedsmands- og
Byborgerklas-serne, forsaavidt de ved den arveundersaatlige Devotion knyttedes
fastere til Danmark og lærte mere at anse Danske som sine
Landsmænd. Heraf fulgte dog ikke uden videre, at Kløften mellem
disse to Bestanddele af Norges Folk blev dybere eller Afstanden
større, end den før havde været. Nordmænd af
Embedsmands-eller Borgerklassen kunde føie sig ligegodt og ligemeget som de
norske Bønders Landsmænd, fordi om de lærte at føie sig mere
som Landsmænd af sine danske Standsfæller. Den Form af
Fædrelandskærlighed, der blev den raadende under Indflydelse af
den arveundersaatlige Devotion og de strengt-monarkiske
Grundsætninger, var knyttet til Staten, ikke til Nationaliteten, — til de
ydre, ikke til de indre Grænser; man kunde føie sig^paa én Gang
og paa samme Maade som Landsmand af Norske, Danske og
Tyske, forsaavidt alle disse tre Nationaliteter var forenede under
det oldenborgske Arvehus’s Scepter. Og, ligesom denne rent
statsborgerlige eller monarkiske Patriotisme kunde være uafhængig
af ethvert Hensyn til de nationale Forhold, saaledes kunde den
ogsaa være uden nogen væsentlig Indvirkning paa disse. En
Holstener t. Eks. eller tysk Slesviger kunde være den
allerloyaleste Undersaat under det oldenborgske Kongehus og føie den op-
1 Se 3die Del, S. 306—7.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
