Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
448
Den norske’ Historie
drager sit Ærinde og gaar bort med et Haandtryk. Paa en
saadan Mand kan man stole som paa en Klippe. Sikkerlig er det et
bravt Folk, med hvilket man kan gjøre Alt.»1
Disse Citater, hvis Tal kunde forøges i det endeløse, maa være
nok til at vise, i hvilken høi Pris den norske Bonde, —
Odels-bonden, Fjeldbonden, — stod inden de høiest oplyste,
toneangivende Kredse i Danmark og Norge i Foreningstidens sidste
Menneskealdere, — hvor godt han synes at have svaret til det Ideal,
der var blevet herskende under Indflydelse af det Rousseau’ske
Sværmeri for Primitivitet, Enkelhed, ufordærvet, uforfalsket
Oprindelighed i Væsen og Seder.
I nærmeste Sammenhæng med dette Sværmeri, udsprunget af
samme Rod, og ikke mindre karakteristisk for det attende
Aarhundredes Oplysning, staar den vaagnende Sans for Naturen, —
den frie, vilde, store Natur, — der har efterladt sig saamange
Vidnesbyrd i Literatur og Kunst fra sidste Halvdel af forrige
Aarhundrede. Der spores meget lidet af denne Sans hos den
forudgaaende Tidsalders Kulturmennesker. Man har fremhævet,
at Holberg, som i sin Ungdom drog over Alperne og i sin
Autobiografi omtaler denne Reise, ikke har et Ord tilovers om
Alpenaturens Skjønhed eller Storhed, og at han siger om Savoyen,
at der findes mange smukke Stæder og Byer, «endskjønt Landet
er klippefuldt og fælt at se til».2 Han viser sig i saa Maade at
have indtaget det Standpunkt, der var almindeligt endnu i hans
Tid og i den nærmest forudgaaende Tidsalder. Det syttende
Aarhundredes fine Verden levede indestængt i sine Saloner eller
i de trange Bygader. Skulde Naturen gjøre noget tiltalende
Indtryk paa disse Mennesker, der var vante til at bevæge sig med
stivt afmaalte Skridt og havde en saa udpræget Sans for Orden
og Symmetri, maatte der være stellet med den, saa den frembød
Billedet af en iøinefaldende Regelmæssighed; Træerne maatte
være opplantede i Geleder og tilstudsede, saa det ene saa nøiagtig
ud som det andet; Marken maatte være gjennemskaaret af
snorlige Gange og inddelt i Ruder eller andre geometriske Figurer.
Alt det, som bredte sig utæmmet og stort, — Fjeldet, Ødemarken,
den vildt voksende Skog — syntes dem stygt, indgjød dem Afsky
eller Skræk. Endnu den engelske Digter Oliver Goldsmith fandt
intet, som hans Øie kunde glæde sig ved i de skotske Høilande
med de endeløse brunladne Heier, ufrugtbare Klipper og Kløfter,
medens han stillede op som en ligefrem Modsætning til al denne
Styggedom det «henrivende» Landskab rundt Leyden med sine
grønne Enge, zirlige Blomsterbed og retlinjede Avenuer.3
1 Ræder, Danmarks Krigshist. 1807—9, II. S. 401.
2 Tre Breve ved Levin, S. 84—85. — C. W. Smith, Holbergs Levnet, S. 56.
8 Macaulag, Englands Hist., 13de Kap.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
