Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rationalismen eller det attende Aarhundredes Oplysning’
449
En Naturopfatning, som bare blev frastødt af den skotske
Vildhed, maatte naturligvis finde den norske endnu mere
frastødende. For os, der er vante til at se og høre Norges «Herlighed»
lovprist af Alverden, falder det underligt, at det skulde være saa
nyt dette med Erkjendelsen af al denne Herlighed. Men det er
i Virkeligheden endog meget nyt; man behøver ikke at gaa
længere tilbage end til det forrige Aarhundrede for at komme til
Tider, da det vist ikke faldt noget Menneske ind, at Norge skulde
have noget særdeles at byde paa i Retning af Naturskjønhed.
Det var i disse Tider en rar Hændelse, at Udlændinger bereiste
Landet i andet end blotte Forretningsøiemed, og de ganske
enkelte blandt disse, der har meddelt Efterverdenen noget om sine
Indtryk af Landets Natur, indskrænker sig væsentlig til at sige,
hvad Holberg siger om Savoyen, nemlig, at det er «klippefuldt
og fælt at se til».1 Ogsaa indfødte Nordmænd synes at have
slaaet sig tiltaals med en lignende Opfatning. Absalon Pederssøn
siger om Norge, at det er «et foragteligt Rige iblandt andre for
de høje Bjerge, store Hav, utallige Fjorde og Skjær, som der ere
overflødige og farlige at se og sejle til»; Peder Klaussøn kalder
Norge «dette klippige og stenige, visne og uslette Land», —
Udtryk, der tyder paa, at disse Forfattere har havt en Følelse af,
at Landet vist ikke i og for sig kunde gjælde for vakkert, om de
end vidste, at det frembød et godt og kjært Hjem for dem, der
var opfødte og opdragne her og havde havt de «høje Rjerge og
utallige Fjorde og Skjær» stadig for Øie. Endnu længe efter deres
Tid vedblev Forholdet i saa Maade udentvivl at være det samme.
Først i det attende Aarhundrede indtraadte et Omslag; først i
Oplysningstiden gjorde en ny, videre Naturopfatning sig
gjældende. Den brød sig Vei gjennem engelsk Havekunst, der lagde
an paa at gjengive det tilsyneladende kaotiske, mangfoldigt
vekslende i den frie Natur, modsat fransk Havekunst, der beskar og
beklippede og regulerede alting, — og gjennem den
naturbeskrivende Poesi, der først kom op i England og derfra bredte sig til
den øvrige Verden og blev en Modegenre i Literaturen. De gamle
Gjærder faldt paa dette som paa saamange andre Omraader;
Natursansen trængte frem, lagde under sig nyt Land, og det blev
erkjendt, at der var meget at beskue og besynge ogsaa udenfor
de gamle Gjærder, meget mere udenfor end indenfor.
1 I Tyskeren Michel Behaims Beskrivelse af en Reise, han i 1450 foretog i Norge,
langs Vestkysten op til Throndhjem, heder det: «Aldrig i mit Liv saa jeg et
fælere, vildere, mere forunderligt Land. Intet uden Klippevægge, saavidt Øiet
kunde naa; Bjerge og Dale af steile Stenmure, og midt imellem dem det
brusende Hav. Man gruer blot ved at løfte Blikket saa høit iveiret; og, hvor man
ser ud over Landet, møder Øiet intet uden selsomt dannede Fjelde......Det
kan man nok kalde et hæsligt Land; men fattigt kan det ikke kaldes.» — Dansk hist.
Tidsskr. VI. S. 323.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
