Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rationalismen eller det attende Aarhundredes Oplysning’
451
fundsklasser, at deres Enhedsfølelse,.trods den sproglige og
kulturhistoriske Kløft, aldrig blev helt brudt, — at de vedblev at maatte
opfattes og vedblev at opfatte sig selv som et Folk for sig
ligeoverfor Danskerne. Men det er klart, at Kjærligheden til
Fødelandet maatte stimuleres ved den vaagnende Begeistring for dets
eiendommelige Skjønhed; Præget af norsk Natur maatte komme
til at gjælde mere og faa mere at betyde, eftersom det gik mere
og mere op for Folk, at denne Natur ikke bare var haard og
kold og ufrugtbar, men at den ogsaa havde noget ophøiet og
storslagent ved sig. Nordmænd af Embedsmands- og Borgerklassen
havde allerede længe før Oplysningstiden kunnet være stolt af
Landsmandskabet med de norske Bønder og følt sig hendraget
til dem, i Betragtning af deres militære Fortrin og Bedrifter, som
der gik et saa stort Ord af. Men Dragelsen maatte blive
saameget sterkere, efterat det var blevet opdaget, hvilke
Mønster-mennesker disse Bønder var ogsaa i andre Henseender, —
hvilken dyb Veneration deres Frihed, deres Væsen og Seder fortjente
at være Gjenstand for. I denne Frihed saa man ikke blot et
Slags Realisation af Oplysningens demokratiske Samfundsideal,
men her kunde man ogsaa tro at gjenfinde Roden, hvoraf Norges
sterke historiske Liv i Sagaperioden var udrundet. Man vidste,
at Harald Haarfagre tog Odelen fra de norske Bønder, og at
mange af de gjæveste blandt disse paa Grund deraf flyttede ud
til fremmede Lande; man vidste, at Haakon Adalsteinsfostre gav
Bønderne deres Odel tilbage, og at Rygtet herom fløi som Ild i
tørt Græs fra den ene Landsende til den anden. Man forestillede
sig nu, at denne Odel, der havde spillet en slig Rolle i Norges
ældste Historie, var den samme Odelsret, hvorved de norske
Bønder i en følgende Tid havde frelst sig fra at dele Skjæbne
med sine danske Standsfeller, og som de endnu, efter Holbergs
Udtryk, agtede for sit største Klenodie. Minderne fra den
nationale Histories Glansperiode mødtes paa en Maade med de
allermoderneste europæiske Kulturtanker og maatte derigjennem
vinde fornyet Liv og Magt.1 Vi har seet, hvorledes disse Minder
virkede til at opretholde Nordmændenes nationale Selvfølelse
midt under Norges dj-beste Fornedrelse. Men de havde dog
dengang været halvveis som en død Skat, — et Slags Arvesølv paa
Kistebunden, hvis Besiddelse man glædede sig ved, men som
man ikke kunde bruge; man saa op til dem som til en uendelig
fjern Høide; Afstanden syntes for stor til, at der kunde være Rum
1 Naar Hans Bull i sit Prisdigt «Om Landmandens Lyksalighed ved Friheds
og Ejendoms Nydelse» (Forsøg i de skjønne og nyttige Videnskaber, 9de Stykke,
Kbhvn. 1771) skildrer de norske Odelsbønders Fortrin, «flyver hans Tanke til
Haagens Hvilehøj» — «Haagen» er hans «Helt».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
