Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
458
Den norske’ Historie
Opposition eller noget Ønske om en anden, friere Regjeringsform.
Ved Hundredaarsfesten for Suverænitetens Indførelse i 1760 blev
Jubelen ikke afbrudt ved en eneste noksaa svag Mislyd.
Gammeldags Orthodokse som Pontoppidan og moderne
Fremskridtsmænd som Sneedorf lovpriste i samme sterke Udtryk Danmarks
og Norges Lykke ved at have en absolut-monarkisk
Statsforfatning. I Sneedorfs Jubeltale findes følgende Tirade: «En fælles
Kjærlighed og Tillid har saaledes forenet Kongernes og
Under-saatternes Hjerter, at, dersom det endnu stod i vores Magt at
vælge, skulde vi ikke alene være ligesaa villige til at gjøre det
samme Valg, som de gjorde for 100 Aar siden; en saa lang og
lykkelig Erfarenhed skulde endog forøge vores Nidkjærhed,1 —
og man har vist ingen Grund til at tvivle paa, at disse Ord har
svaret saa nogenledes til, hvad der var hans og hans danske
og norske Samtidiges, ogsaa de videst fremskrednes, virkelige
Mening.
Alligevel er det umiskjendeligt, at der er foregaaet en radikal
Omvæltning i de raadende politiske Begreber og Følelser, og at
det Standpunkt, hvorpaa tænkende og oplyste Mennesker inden
det dansk-norske Samfund nu stillede sig, var et helt andet end
det, hvorpaa man uden Undtagelse stod endnu en Menneskealder
forud. Enevælden opfattes ikke længer som Maal, men som
Middel. Det opfattes ikke længer som Udgangspunktet, Grunden,
hvorpaa alt andet i Staten hviler, men som en Funktion, vistnok
den høieste og vigtigste af alle, men dog ikke væsentlig
forskjellig fra andre Funktioner i Statens eller Samfundets Tjeneste.
Monarkens Herskerret gjælder ikke længer for noget givet, noget
over alle menneskelige Hensyn ophøiet; den udledes af og gjøres
derved tillige afhængig af visse Forudsætninger, der efter
Omstændighederne kan være eller ikke være tilstede. Man stiller
Krav til ham og gjør gjældende, at der er store Pligter svarende
til de store Rettigheder. «Det almindelige Bedste,» siger
Sneedorf, «skal være Regentens høieste Lov; Kjærlighed til det
almindelige Redste er den eneste Dyd, der kan gjøre ham stor.»
Kongernes Løfte at ville adlyde Loven om det Heles Vel er
Thro-nernes bedste Grundvold, heder det i Rothes førnævnte Skrift af
1759. «Vi kræver store Ting af dennem, der have den øverste
Magt i Staten;.....vi tage end ikke i Retænkning at sige, at
vi adlyde, paa det at vores Lydighed skulde blive os til Fordel.»
Endnu dristigere lyder den Tale, der samtidig føres af en norsk
Forfatter H. Arentz2 («Samtale mellem de tvende Romere Cato og
1 Sammesteds S. 497.
2 Broderdattersøn af Holberg, født 1731, død 1793 som Sorenskriver i
Sønd-fjord; udgav i 1787 en Piece «Grundtegning af den fornuftige norske Patriotisme»,
— hvorom senere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
