Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Trykkefrihedsticlen. — Det norske Selskab. — Universitetssagen 463
Spor. Efter Tullin kom Ewald (1765—1781). Det var ganske vist
en langt større Digterbegavelse, og han var tillige i langt høiere
Grad gjennemtrængt af sit Kald som Digter. Alligevel opnaaede
han ikke hos sin Samtid den udelte Anerkjendelse og Hyldest,
som Tullin havde opnaaet hos sin. Der var mange, ikke blot af
de Gamle, men ogsaa af de Unge, som ikke vilde erkjende, at
Tullin var bleven dethroniseret af Ewald, som vedblev af
foretrække den førstes kjølige, jævne Forstandspoesi fremfor den
sidstes høitrungende Foredrag og overspændte Pathos, eller som
følte sig frastødt ved den Klopstock’ske Paavirkning i Ewalds
Forfatterskab og mente, at Literaturen kom ind paa en Afvei ved
at følge tyske Forbilleder istedetfor engelsk-franske.
Denne Modsætning mellem et ewaldsk og et anti-ewaldsk Parti
var ikke bare af æsthetisk eller literær Natur; den havde tillige
et nationalt Moment, som man var sig fuldkommen vel bevidst,
og som allerede i Samtiden gav sig Navn og Udtryk. Ewald var
dansk, Tullin Nordmand; den Skare af Tilhængere og
Efterlignere, der samlede sig om Ewald, var fordetmeste danske som
han selv; Oppositionen mod ham havde derimod sit Hovedkvarter
i det norske Selskab (stiftet 1772), og dens Fører var en Række
norsk-fødte Forfattere, som i sin Kritik eller sin Digtning
fastholdt og fortsatte de fra Tullin og Holberg nedarvede Traditioner.
Det var en norsk Skole ligeoverfor en dansk, og, hvad der
karakteriserede den første ligeoverfor den sidste, var en mere
fremtrædende Sans for det lystige og lette, et mere udpræget satirisk
Hang, en afgjort Forkjærlighed for engelsk-franske
Literaturmøn-stre fremfor de tyske, en Læggen-Vegt paa Udtrykkets Klarhed
og Korrekthed, en Tilbøielighed til at holde sig ved Jorden, der
jævnlig udartede til prosaisk Tørhed og Kulde,1 og som ståk sterkt
af mod Svulsten og Sentimentaliteten, — Seraf-Sproget og de
ha-stemte Toner, — paa den anden Side.
Man har i den nyere Tid fordetmeste været enig om at
fremhæve det for begge Folks Literatur-Udvikling frugtbare i dette
Modsætningsforhold, der i Samtiden affødte en ofte saa bitter
Strid og endog vakte Bekymring hos gode Helstats-Patrioter. Man
har ment, at naar Ewald i nogen Grad frigjorde sig for det tyske
Serafsprog og i sine seneste Arbeider naaede frem til et renere,
mere naturligt Foredrag, da har den fra det norske Selskab, —
Wessel og hans Fæller, — udgaaede Kritik eller Persiflage ikke
været uden Del heri.2 Man har udtalt, at Digterne af den norske
1 Welhaven, Samll. Skrifter, VIII. 113: «De norske Digtere søgte . . . Stilens
Udvikling i Jævnhed og Klarhed» . . . Stst. S. 115: «Ingen vil nægte, at denne
Poesi (o: den norske) af og til var lavt anlagt.»
2 Jfr. dog J. Levin. Udg. af Wessels Saml. Digte, Fort. S. LXIV—LXV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
