Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
464
Den norske’ Historie
Skole ved at fastholde de holbergske Traditioner fastholdt den
Grund, hvorpaa der maatte bygges, for at Sprog og Literatur
kunde bevare sin nationale Karakter, — at de, ved at stille sig til
Kamp mod den tyske Indflydelse, gjorde sit til at afværge den
Fare, som til alle Tider har været den for dansk Nationalitet
mest truende, og at disse Nordmænd forsaavidt maa siges at have
været «danskere end de Danske».1 Man har paavist, hvorledes
begge Skoler, — den norske og den ewaldske, — har havt sin
Del i at præge og bestemme den senere Literatur hos begge Folk,
særlig den danske, som derved blev saameget mindre ensidig,
saameget fyldigere, lig en Harmoni, der fremgaar af opløste
Dissonanser, og Striden mellem dem, — det første nogenledes
tydelige Tegn paa, at de to Folk, der i saa lange Tider syntes at danne
en fuldkommen Enhed, holdt paa at skilles ad og" at vandre sine
særskilte Veie, — har derved faaet Plads blandt de Minder, som
man baade fra norsk og dansk Side gjerne dvæler ved. I
Holbergs Forfatter-Personlighed kan de to Nationaliteter siges at være
saaledes forenede, at han i lige Grad tilhører begge, ligesom han
i lige Grad behersker dem begge; hans Storhed ikke blot
kommer tilsyne i denne Forening, men beror ogsaa for en god Del
derpaa. I Wessel, Nordal Brun og deres Fæller paa den ene Side,
Ewald paa den anden, træder norsk og dansk Aand eller
Folke-eiendommelighed ud fra hinanden, saavidt langt eller klart, at
det bliver muligt at foretage et Slags Udskiftning og at sige,
hvilket af de to Folk hver enkelt Forfatter mest eller nærmest
tilhører, men ikke saalangt, at Fællesskabet mellem dem sprænges
eller at Vilkaarene for et vedvarende frugtbart Samarbeide bliver
ophævet. De gjør paa begge Sider sit nationale Væsen gjældende,
men vedbliver alligevel at holde sig indenfor Grænserne af en
fælles aandig Grund. De vedbliver at tilhøre og at føie sig som
tilhørende det samme Aandssamfund, saa at Modsætningen
mellem dem kan virke til at give dette Samfund en saameget større
Vidde, og saa at deres Arbeider og Indflydelse kan sees underet
og opfattes som et samhørende Hele.
Vi forestiller os, at man ikke vil kunne bestride, at der er
noget rigtigt i dette. De bedste Minder fra Norges og Danmarks
Foreningstid hører udentvivl hjemme paa det literære Omraade.
Periodens største Mand hos begge Folk er Holberg, den eneste
virkelige Kongeskikkelse, den eneste, der fuldt ud holder
Maalet som historisk Heros og Høvding. Man kunde sige, at det
var nødvendigt, at de to Folk slog sig sammen og dannede en
Enhed for at frembringe en Forfatter-Personlighed af slige Dimen-
1 J. L. Heibercj’s Ord i hans «Udsigt over den danske skjønne literatur».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
