Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470
Den norske’ Historie
Arten af de politiske Opgaver, som det nu gjaldt at løse. Man
kan ikke andet end finde det paafaldende, at Peder Harboe
Fri-marin, Klaus Frimann, Nordal Brun, Wessel, — særlig de to
sidstnævnte, — ikke producerede mere og idethele ikke drev det
videre, naar man ser hen til de utvivlsomt saa betydelige poetiske
Anlæg, der kommer tilsyne hos dem. Det er ogsaa værdt at lægge
Merke til, at det bedste af, hvad denne Periodes norske Digtere
har frembragt, er, — naar man ser bort fra Parodien eller den
rent negative Genre, — saadanne Sager, der paa en Maade falder
udenfor Literaturen, og hvorved vedkommende Forfatter har havt
et helt andet Publikum for Øie end det literært interesserede og
velstuderede i begge Riger, — som Edvard Storms Digte i
Gud-brandsdalsmaal, Nordal Bruns Selskabssange, Klaus Frimanns Sange
for Almuen. Vi tør vel heri se Tegn paa, at det literære
Fællesskab med Danmark holdt paa at blive en Hindring for den frie
Udfoldelse af norsk Nationalitet, at den norske Digter, ved at
være knyttet til en Literatur, som væsentlig tilhørte Danmark,
blev stillet paa altfor stor Afstand fra de Kilder, hvorfra hans
Digtning skulde hente den rette Friskhed og Styrke.
Om nu denne Digtning som Følge heraf ikke naaede langt
frem i Hensyn paa national Karakter, saa var den til Gjengjæld
saameget mere patriotisk. De norske Digtere fra Slutningen af
forrige Aarhundrede valgte med en iøinefaldende Forkjærlighed
Emner fra sit Fædreland: norske Naturscener, Nordmænds
Bedrifter, den norske Bondestands Frihed, Mandemod og enkle
Seder, det norske Folks Herlighed i Fortid og Nutid. I deres
Behandling af disse Emner træder os allevegne imøde en
høi-røstet, stortalende Norskhed, en ligefrem struttende national
Selvfølelse.1 Det er øiensynligt, at, om det skortede dem paa Evne
til at være egte-norske: Viljen havde de. Det er øiensynligt, at
de, medens de repræsenterede det aandige Fællesskab mellem
det danske og" det norske Folk, arbeidede af al sin Magt, skjønt
uden at vide eller ville det, paa at faa dette Fællesskab opløst.
Deres Digtning gav, med al dens arveundersaatlige Loyalitet,
Udtryk for og Næring til en Patriotisme, som ikke var dansk
eller dansk-norsk, men særskilt norsk, og som følgelig ikke kunde
træde virksomt frem eller gjøre sig praktisk gjældende, uden at
krydse eller krydses af det helstatlige System. Og det var
uundgaaeligt, at den maatte komme til at træde virksomt frem, — at
den opstillede Maal, som det gjaldt at arbeide for, og ikke lod
sig nøie med bare at lovsynge den bestaaende Tingenes Orden.
Tidsalderens Aand var jo reformativ. Man ansaa det jo ikke
1 Hartv. Lassen, Norskheden før og nu, i «For Idee og Virkelighed», Decbr. 1871.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
