Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
496
Den norske’ Historie
der viste Lyst til at træde i Revolutionsmændenes Fodspor, og
som prøvede saa smaat paa at agere Demagoger efter parisisk
Mønster. Man rettede ikke sjelden direkte Angreb paa den
bestaaende Forfatning og deklamerede i temmelig voldsomme
Udtryk om det for Almenaanden kvælende ved et monarkisk
Enevælde, det uværdige i, at et helt Folks Skjæbne skal være
vold-givet en Person, som alene har Fødselens tilfældige Adkomst til
at regjere o. s. v. Folk af den gamle Skole rystede paa Hovedet
over, at sligt kunde skrives og trykkes, og fandt det ubegribeligt
af Regjeringen, at den fandt sig deri.1 Ogsaa inden
Regjerings-kredsene hævede der sig Stemmer for, at man burde sætte en
Stopper for de demagogiske Opviglerier ved en Indskrænkning af
Pressefriheden. Men Bernstorff vilde ikke indgaa herpaa. Han
har karakteriseret sit Standpunkt i denne Sag ved følgende
Udtalelse til en svensk Diplomat: «I er vistnok forbauset over, hvad
der bliver trykket her. Det er min Grundsætning ikke at bryde
mig derom, thi sligt falder til Jorden af sig selv, naar man ikke
giver sig af dermed, og Forfølgelsen vilde kun end mere ophidse
Sindene.»2 Ogsaa Colbjørnsen stillede sig afgjort paa det samme
Standpunkt. Da Pressefriheden, et Par Aar efter Bernstorlfs Død,
blev indskrænket, — ved Forordningen af 27 September 1799, —
gav man Conbjørnsen Skylden og saa i ham en Frafalden, en
Forræder mod den Sag, hvis Talsmand han engang havde været.
Vi ved nu, at han i Virkeligheden fastholdt sit Standpunkt, og at
den danske Regjering, ved at udstede Forordningen af 27 Septbr.
1799, handlede ifølge et Tryk, som blev øvet paa den af den
russiske Keiser Paul.3
Vi indser ogsaa nu, idet vi overskuer den ved Revolutionen
fremkaldte Bevægelse inden det danske Samfund, hvor aldeles
rigtig Bernstorff og Colbjørnsen opfattede den, naar de mente, at
Regjeringen intet havde at frygte af den og trygt kunde lade den
gaa sin egen Gang. Det er øiensynligt, at den havde en helt
igjennem meget overfladisk, meget uskyldig Karakter. De allerfleste
vedblev, trods al revolutionær Begeistring, at staa fast ved det
oplyste Enevælde som den bedste Regjeringsform, og tilegnede
sig ikke nogen klar Tanke eller noget bestemt Ønske om en anden
og større Frihed end den, de nød under det RernstorfFske
Ministerium. Hvad der blev skrevet til Pris for Revolutionen eller i
revolutionær Retning, var fordetmeste bare Stemningsudbrud eller
Deklamationsnumere, bag hvilke der hverken stod Mænd eller
1 Sammesteds, S. 102-103, 139.
2 Sammesteds, S. 146, 162.
3 Holm, Danmark-Norges udenrigske Hist. 1191—1807. /. S. 289 ff. — Samme,
Den offentlige Mening etc. S. 175-177, 200-201.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
