Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
512
Den norske’ Historie
og senere indtil Foreningens Opløsning. Der møder os nu og
da et Træk, en Ytring, som vidner om, at den laa paa Bunden
af deres Sjæl og ikke gav dem Ro, efterat den først engang havde
faaet Indgang. Hvad der kanske mere end noget andet virkede
til at give den Indgang eller ialfald til at vække den til fuld
Bevidsthed, var Omsvinget i den svenske Politik efter Gustav III.s
Regjeringstiltrædelse. Det er bekjendt, at han fra første Færd
optog den gamle svenske Plan om at vinde Norge i en ny
modificeret Skikkelse. Han spekulerede i Nordmændenes vaagnende
Misnøie over den Maade, hvorpaa deres Land blev styret, og
stillede sig det Maal at vinde Norge ved norsk Hjælp eller
idetrin-geste at skille de to Tvillingriger saavidt muligt fra hinanden ved
at puste til Oppositionsaanden hos det norske Folk. Hans
Rustninger i 1772, hans Reise samme Aar i de til Norge stødende
Landskaber og de Forbindelser, som han allerede dengang havde
knyttet eller mentes at have knyttet med norske Misfornøiede,
vakte megen Ængstelse inden Regjeringskredsene i Kjøbenhavn.
Den tyske Diplomat Grev Lynar, som længe havde staaet i dansk
Tjeneste, taler derom i et Rrev af 3die Oktbr. 1772 og mener, at
Ægstelsen ikke var ubeføiet. «Det er vel mueligt,» siger han, «at
man i Danmark er urolig for Norge. Hvorfor rejste Kongen, da
Forstandstaagerne endnu vare svage, ikke til Norge, istedetfor til
Frankrige og England? Nordmanden vil se sin Konge, tænker
ædelt, men taaler ingen Foragt.»1 Uveiret drog nu snart over for
den Gang, og Regjeringen lod offentlig forkynde, at den ikke
havde fæstet ringeste Tiltro til de «for de brave norske
Under-saatters Troskab fornærmelige Rygter, som visse fremmede imod
Staten og dem Ildesindede have søgt at udsprede».2 Men, skjønt
man gav sig Mine af at være tryg, vedblev Skrækken at sidde i
Blodet. Guldberg bad Suhm om «ikke at skrive for de
foragtelige Christianiæ Raisonneurs»,3 d. v. s. ikke at medtage i sin
Fremstilling af Fædrelandshistorien noget, der kunde tjene til at støtte
den Mening, at Norge blev forurettet eller tilsidesat; siden ser vi
ham udtrykke sig paa en Maade, der viser, at de af ham som
«foragtelige» stemplede «Christianiæ Raisonneurs» i Virkeligheden
har indgydt ham megen Respekt, forsaavidt han har staaet i den
Tro, at de kunde blive meget farlige. I et Brev til Hofmarschal
Bülow af 19 Oktbr. 1790 siger han saaledes: «Ved det mindste
Udbrud er Norge forloren, der da vist ville være en Republik
for sig selv efter den norsk-engelske Aand.» I et andet Brev
(29 Juli 1791) siger han: «Provintserne i Danmark og Holstein
1 Dansk hist. Tidsskr. 4. Række, IV. S. 628.
2 «Intelligents-Sedlerne» 1772, No. 51.
3 Suhm, Samll. Skr, 16, S. 352.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
