Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Politiske og nationale Stemninger hos del norske Folk 1772—1807 5 1 3
tror jeg aldrig noget (o: revolutionært) kan begynde fra; men
Kjøbenhavn og dernæst Norge, især Christiania, har jeg ingen
Tillid til.»1 De, som efter ham fik den dansk-norske Stats Styrelse
i sin Haand, var nu vistnok langtfra enten saa ængstelige eller
saa bornerte som han; alligevel gjælder det ogsaa om dem, at de
følte sig utryg ligeoverfor Norge. Gustav III. optog Gang paa
Gang Politiken fra 1772 og havde sine Emissærer ude og
knyttede Forbindelser i Norge;2 den franske Revolution brød ud, og
det var let at forudse, at «Christianiæ Raisonneurerne», under
Indtrykket af disse Begivenheder, vilde vokse i Tal og i Mod.
Man blev herved paa høiere Sted tilbøielig til at se politisk
Mis-nøie bagved enhver Bevægelse hos det norske Folk, endog blotte
Bonde-Opløb som Lofthusfeiden. Begjeringens indtil det
naragtige ængstelige Optræden ligeoverfor Lofthus peger øiensynlig
tilbage til en saadan Spøgelsefrygt.3 De’ ledende Mænd inden
Ministeriet af 1784 var, som før nævnt, fordetmeste meget
velvillig sindede ligeoverfor Norge og nærede vistnok de oprigtigste
Forsætter om at styre det retfærdigt og overensstemmende med den
landsfaderlige Grundsætning om Tvillingrigerne som lige Børn.
Men ethvert Krav eller Ønske fra norsk Side, der var dikteret
eller kunde formodes at være dikteret af den vaagnende Trang
til større politisk og national Selvstændighed, og hvis Opfyldelse
kunde synes en Indrømmelse ligeoverfor denne
Selvstændighedstrang eller kunde antages at ville afgive et Støttepunkt for den,
stillede de sig afgjort mod, hvor rimeligt Ønsket i sig selv kunde
være, og hvor meget de rent praktiske Hensyn talte for dets
Ind-vilgelse.4 Blandt disse Ønsker indtog det om eget Universitet i
enhver Henseende den mest fremskudte Plads. Fremfor noget
noget andet maatte det opfattes som Udtryk og Bærer for
Nordmændenes nationale Selvstændighedsaand, og udentvivl har ogsaa
Begjeringen opfattet det saaledes og deri fundet et Motiv til at
hindre dets Opfyldelse, saalænge som muligt.
Dette var nu ganske vist en «falsk Statskunst», forsaavidt som
Regjeringen derved snarest virkede til at fremme, hvad den lagde
an paa at drive tilbage. Nordmændenes nationale
Selvstændighedsaand voksede udentvivl langt mere derved, at Ønsket om et
Universitet i saa lang Tid blev staaende som et Maal, for hvilket
der maatte arbeides, eller som man kunde samle sig om, end den
vilde have vokset ved, at Ønsket var bleven opfyldt paa et
tidligere Stadium. Regjeringen viste Mangel paa Kløgt og sand
1 Dansk hist. Tidsskr. 4. R. I. S. 296, 328.
2 Y. Nielsen, Gustav III.s norske Politik, Hist. Tidsskr. 2. R. I. S. 1 ff.
3 Jvfr. ovenfor 36i—65.
* Karakteristiske Ytringer af Frederik VI. vedk. den norske Universitets- og
Banksag, se hos Yngvar Nielsen, Grev Herman Wedel-Jarlsberg, I. S. 406—7.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
