Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
514
Den norske’ Historie
Kraft ved at udsætte en Indrømmelse, som vilde have bragt
Popularitet, naar den var bleven gjort paa en Tid, da den endnu
kunde gjøres med et vist Skin af Frivillighed, saalænge, at
enhver maatte se, at den var fremtvungen, og overhovedet ved at
stille sig bare tvært afvisende eller ignorerende ligeoverfor en
hvilkensomhelst Rørelse, et hvilketsomhelst Krav af
Nordmændenes Selvstændighedsaand. Men at den saa med Uro og Uvilje
hen til denne Aand og søgte efter bedste Evne at holde den nede
eller stanse den i dens Vækst: derover kan man ikke Undres, —
det var i og for sig en meget naturlig og rimelig Ting. Vi
minder om, hvad der før er bleven fremhævet,1 at Norges Forbliven
i Foreningen udelukkende beroede paa Nordmændenes egen gode
Vilje. Tanken om at søge en anden Garanti ved at forlægge
hvervede tyske Regimenter til Norge, kom frem en enkelt Gang,
men opgaves snart.2 Den var øiensynlig aldeles upraktisk,
ugjen-nemførlig; man lik stole paa Nordmændenes Troskab og
arve-undersaatlige Devotion. Nu var jo ganske vist denne Troskab
noksom prøvet og berømt; den gjaldt som det norske Folks
nationale Dyd par excellence; den blev lovprist paa Vers og i Prosa,
af de Danske og af Nordmændene selv, af Skribenter og
Regjerings-mænd, og aldrig mere lovprist end netop i Foreningens sidste
Tider. Naar Selvstændighedsaanden, — den norske Patriotisme
eller «Særfølelse», — traadte offentlig frem, var det næsten altid
i Følge med den arveundersaatlige Troskab og ligesom under
dennes høie Protektion. Det blev altid forsikret høit og dyrt, at
disse to var paa det inderligste sammenknyttede og aldrig kunde
komme i Krig med hinanden.3 Man maatte imidlertid have det
paa Fornemmelsen, at en slig Krig dog hørte til de tænkelige
Tilfælde. Troskaben var den af de to Følelser, som blev stillet
øverst i Rang og Ret; men den var gammel og havde allerede
forlængst naaet sit Høidepunkt, kunde ikke bringes videre.
Selvstændighedsaanden var derimod i visse Maader noget nyt; den
var ung og kunde vokse; ifølge Tidsalderens hele Retning og
raadende Synsmaader maatte det endog ansees som en givet Sag,
at den vilde komme komme til at vokse, og hvad kunde den ikke
da falde paa, hvor uregjerlig kunde den ikke da tilsidst blive! —
Saadan som den norske Særfølelse da artede og ytrede sig i de
sidste Decennier af det attende Aarhundrede, indeholdt den
allerede en Trusel mod den dansk-norske Helstat, der ikke lod sig
miskjende. Man behøvede ikke at være nogen meget skarp eller
1 Ovenfor S. 364-65.
2 Danske Magazin, III. Række, III. S. 63 ff.
3 Saaledes t. Eks. Nordal Brun i Forsvarsskriftet for «Einar Thambeskelver»:
«Troskab mod vor allernaadigste Konge og Kjærlighed til Fædrelandet er hos os
Nordmænd det samme.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
