Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Politiske og nationale Stemninger hos del norske Folk 1772—1807 5 1 3
— og var der et Fortrin, som Nordmændene selv dengang
pleiede at gjøre sig til af og føie sig stolt af, saa var det netop denne
deres Frihedsaand og denne deres Samfunds demokratiske
Karakter. De talte med ikke mindre Salvelse dengang end i Tiden
efter 1814 om sit Land som Frihedens Hjem eller Sæde; at være
fri og norsk, det gjaldt som enstydigt; Nordmændene var
«fri-baarne» fremfor noget andet Folk, — endog Engelskmændene ikke
undtagne.1
Disse selvbehagelige Forestillinger om det norske Folks høie
Rang blandt Nationerne, særlig i Kraft af dets «Frihed» og
lykkelige Samfundsforfatning, kunde nu let virke til at stænge af for
enhver Paavirkning af den politiske Fremskridtsbevægelse i
Samtiden og til at hindre, at man fik Øinene rigtig op for det meget,
Norge manglede i at være et virkelig frit Land, og for det
ydmygende og skadelige i Landets Husmands-Stilling ligeoverfor
Danmark. Man kunde blive saa optaget af at glæde sig over
Herligheden ved den givne Tingenes Orden, at der ikke blev Rum for
nogen Tanke paa Fremtiden. Naar Norges «Frihed» blev
lovsunget, saa var selvfølgelig Bonden, — Odelsbonden, — den, paa
hvem man først og fremst tænkte; han kom, paa Grund heraf, til at
staafor den lmindelige Opfatning som Nordmandstypen, til hvem
man kunde se hen, naar man vilde vide,, hvad der var god
natio-nal-norsk Tænkemaade. Nu var den norske Bonde endnu
dengang til det yderste konservativ, fuldkommen utilgjængelig for
alle Beform- eller Fremskridtsidéer; hans politiske Katekismus
bestod, efter Reverdils Udtryk,2 af de to Sætninger, først, at
Kongen, Landets Fader, ikke kunde ville andet end sine
Undersaat-ters Vel, og dernæst, at Kongens Vilje, naar den engang var
forkyndt, maatte ubetinget adlydes; han holdt fast ved sin private
1 Der er en Mangfoldighed af Vidnesbyrd herom; vi skal bare henvise til den
populære Visedigter Zetlitz, i hvis Digte man jævnlig finder denne Opfatning
forkyndt paa den seirsaligste Maade; t. Eks. i Digtet til Kronprins Frederik af 1788,
hvor han indfører Frihedens Gudinde og lader hende tale Norsk: —
«Norsk var det Sprog hun talte;
Med disse Ord tilkjendegav hun sig:
Prinds! Frihed er mit Navn, og disse Steder
Mit Tempel; — jeg gjør Norge lykkelig;
Mig skylder det sin Dyd og mig sin Hæder»;
i hans Sang til Frihedens Pris:
«Vi Brødre! Frihedens Landsmænd er,
Thi Norge er dens Sæde», —
i hans Sang for den norske Armée:
«Friheds Søn kjendte ingen Tid Skræk,
Frie og norske vi er» o. s. v. (Samlede IJigte, Kristiania 1825,
II. S. 36, 92, 134.)
2 Struensee, S. 283.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
