Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
546
Den norske’ Historie
Ret og vidste i Regelen noksaa god Greie paa den, men havde
intet Begreb om nogen udover den gaaende Frihed, saalidt som
han havde Regreb om nogen anden Fædrelandskærlighed end
den, der viste sig i at lyde Kongens Bud og forsvare den
bestaaende Tingenes Orden. Det ligger nær at tro, at disse Forhold
har kunnet øve en uheldig Indflydelse paa den norske
National-aand, forsaavidt som den derved er bleven holdt tilbage paa det
blot lovsyngende, passive Stadium og stanset i sin Udvikling til
at blive en virksom, fremadstræbende Kraft. Og der er i de
historiske Kjendsgjerninger et og andet Træk, der synes at
stadfæste dette.
Vi har nævnt, at Nordal Brun stod for sin Samtid som den
norskeste af alle Nordmænd, og at han øiensynlig ogsaa selv
betragtede sig som et Slags Bepræsentant for sit Folk. Det er nu
paafaldende, at denne Mand, som var i mange Henseender virkelig
saa norsk og saa norsksindet, som havde en saa levende Følelse
for sit Lands og Folks Herlighed og kunde, — inden visse
Grænser, — være en saa veltalende Tolk for dets patriotiske
Stemninger, alligevel stillede sig saa fremmed eller ligegyldig ligeoverfor
de Reformkrav, som blev reiste i den norske Patriotismes Navn,
de Arbeider, som blev satte i Gang for at skaffe Norge en i
national Henseende friere, bedre, værdigere Stilling. Han, som var
saa lidet bange for at kaste sig ind i den offentlige Diskussion, —
som, naar det gjaldt at forsvare noget af den bestaaende Tingenes
Orden (t. Eks. Odelsretten eller de gamle Kirkeskikke) kunde
optræde med slig Kraft, paa en saa myndig Maade, endog
ligeoverfor selve Regjeringen, selve de høie Magthavere, som han
princip-mæssig bøiede sig saa dybt for, — han følte aldrig nogen
Opfordring til at lægge ind et godt Ord for Universitetssagen, Norges
store Fremtidssag, der Gang paa Gang blev stillet paa
Dagsordenen og Gang paa Gang satte Penne og Sind i en efter Tidens
Leilighed saa livlig Bevægelse.1 Nordal Brun var strengt-orthodoks
1 Først efterat Universitetssagen havde faaet kongelig Sanktion, ydede ogsaa
Brun den sin offentlige Tilslutning. I en Prædiken paa 3die Søndag i Advent
1811 omtaler han med Tak Universitetets Stiftelse. «Jeg smigrede aldrig,» heder
det her (J. N. Brun, Gammelt og Nyt om Nordal Brun, S. 398), «jeg taug heller.
Min Aand var formeget norsk til altid at forene Begreberne: stort og ædelt, med
disse Embedsord: fyrsteligt, kongeligt, kejserligt. Ogsaa jeg har en og anden
Gang sukket i Løndom over en og anden Stedmoderlighed fra Søsterlandet
Danmark mod Norges Sønner, men altid dog, — det være vidnet for Gud! — altid i
mit Hjerte overbevist om, at det aldrig var vor fælles Landsfaders Skyld, altid
vis paa, at, naarsomhelst oplyst og beskeden Nordmand fik talt ægte Norsk til
den hulde Monarks Ørø, fik Norge slrax alt, hvad det kunde faa, alt, hvad
Kongen kunde give.» — Hvorledes rimer nu det sig, at han var formeget norsk til
altid at forene Begreberne stort og avdelt med Ordene kongelig og keiserlig, og
at han alligevel altid følte sig overbevist om, at det umulig kunde være
Landsfaderens Skyld, naar Norge ikke blev retfærdig behandlet? eller, at han tog det
Parti at tie, naar han var overbevist om, at det kun gjaldt at «tale ægte norsk»
til Monarken, for at Norge skulde faa, hvad det kunde faa?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
