Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
548
Den norske’ Historie
det ser ud til, at der har været en indre Sammenhæng mellem
disse to Følelser. Han synes næsten at have opfattet det som
en Slags Miskjendelse eller Undervurdering af den norske Frihed,
at man sværmede for den franske.1
Paa den anden Side: — hvis den høitstemte nationale
Selvfølelse hos Nordmændene kunde virke til at stænge dem af for
Reformidéer og til at vedligeholde hos dem et Slags politisk
Kvie-tisme, — saa lod det sig ogsaa tænke, at den kom til at virke i
en stik modsat Retning, — æggende, drivende fremad, — og dette
sidste maa vel endog antages at have været hyppigst Tilfælde.
Vi har omtalt,2 at man i den norske Bondes Odelsret pleiede at
se, ikke blot Grundvolden for den Frihed og Frihedsaand, som
var Norges største Herlighed i Samtiden, men ogsaa Kilden,
hvoraf Sagatidens historiske Liv var udrundet. Man gjorde sig
høie, ofte vistnok overdrevent høie Forestillinger om dette Liv
og fandt saameget mere Tilfredsstillelse i at kunne tro, at
Vilkaarene for en Fornyelse deraf fremdeles var tilstede.
Bondeforgudelsen, Odelsbegeistringen virkede saaledes til at føre Tanken
paa én Gang langt tilbage og langt frem. Hvad Norge engang
havde været, skulde det atter kunne blive, — det var den Tanke
eller det Haab, som, — bevidst eller ubevidst, — laa bag de
mange Lovsange over den norske Frihed og den norske Odel.
Men, jo sterkere man blev grebet af dette Haab, des vanskeligere
kunde det undgaaes, at man fik en Følelse af, hvor stor
Afstanden var mellem før og nu, — hvor dybt Norge var sunket siden
sin gamle Storhedstid idetringeste i Hensyn paa ydre Rang og
Værdighed. Det kunde ikke være anderledes, end at den stadige
og sterke Fremhæven af Norges og det norske Folks Fortrin,
hvortil norsk Patriotisme var saa tilbøielig, særlig ligeoverfor de
1 I et Forsvar mod den danske Revolutionssværmer M. C. Bruun siger han:
«Dette skal jeg dog sige, — ikke til Hr. M. C. Bruun, men til Publikum, at
jeg, som er fød i et Land, hvor Friheden er ældre end fra igaar og hvor den
trives under monarkisk Begjering, er Monarkiets varme Ven at jeg saa og seer
med Græmmelse, hvor travelt inan har med at gjøre os ilde tilfreds med vor
Lykke, og at jeg befrygtede sørgelige Virkninger deraf, og da skrev, – saaledes
som jeg kunde, — derimod.» . . . «Jeg er desuden den,» føier han til, «der
offent-ligen kan sige: Ikke alene mine Venner, men Enhver, der har noget
Bekjendtskab til mig og min Tænkemaade, vil frikjende mig for Egennytte og Smiger; —
jeg skylder ingen Stormand noget, jeg har ikke første eller nogen Haands Adresse
til nogen Formaaende; jeg har aldrig sagt noget Menneske en tom
Compli-ment, — mig er det aldeles uvitterligt, at man, som Forfatter, kan i Danmark
gjøre sin Lykke ved at skrive mod demokratiske Grundsætninger; og min Lykke
har dog endnu ikke givet Bet til at mistænke min Ærlighed.» (Cit. efter Zetlitz,
Samll. Digte, I. Fortalen S. XIV.) Man har vist ingen Grund til at tro, at Zetlitz
skulde have tænkt paa at indynde sig hos Magthaverne ved sin Polemik mod de
revolutionære Sympathier, eller at han ikke skulde have ment det fuldkommen
ærligt med denne. Han var en glad Sjæl, der sikkert nok aldrig lagde an paa at
komme høit tilveirs, — i saa Henseende meget forskjellig fra Nordal Brun.
2 Se ovenfor S. 451—52.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
