Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
552
Den norske’ Historie
drede den velærværdige Spytslikker naturligvis ikke sine Sager.
Han blev, — ligesom Kollegaen i Stavanger, hvem Enevold Falsen
tog under Behandling i sit, efter Wergelands Udtryk,1 «med Salt
og Peber krydrede» Indlæg «Et Par Ord om et norsk Akademi», —
haanet paa det ubarmhjertigste. En Indsender i et af de følgende
Numere af «Intelligents-Sedlerne» (1796 No. 22) lod, som om han
mente, at her nødvendigvis maatte foreligge et Falsum: — «en
Embedsmand, en Provst kan umulig have skrevet noget sligt
meningsløst Sludder». — «De benytter dem af nogle Ord i Hr.
Ottesens «Stille Brevvexling», for deraf at faa Anledning til i et
væmmeligt Virvar af sammendyngede Ord at anbringe den
skammeligste Mistanke om det norske Folk, som kunde avles i nogens
Hjerte; thi saa vanskeligt det er at udfinde en Mening i dette
Chaos, — sund Forstand maa man ikke lede efter, — bliver det
dog nok denne, at Norge gjorde Forberedelser til i Tiden at rive
sig løs fra Danmark, fordi nogle Norges Mænd talede og skreve
og ansøgte om et Akademi. Mageløse Dumdristighed! Paa en Tid,
da vor Landsfader har skjænket os Trykkefrihed, paa en Tid,
da der i Danmark skrives saa frit om alle Statsindretninger,
paa en Tid endelig, da det norske Folk i disse to sidste Aar har
vist umiskjendelige Prøver paa sin Hengivenhed til Kongehuset
og Kjærlighed til det danske Folk, — paa denne Tid er De fræk
nok til, under en Prest’s Navn, at haane hele Folket ved at
opvække mod det den afskyeligste Mistanke, blot fordi det offentlig
ønskede en egen Lære-Indretning. O, hvor lidet kjender eller
vil De kjende Nordmandens Karaktér! Neppe slaar Nogens Hjerte
varmere for sin Konge end hans. Og hvad Indfldelse skulde vel et
eget Akademi have paa et Nationalbaands Sønderriveise?» o. s. v.
Det er af Tonen i denne og andre ved samme Leilighed
fremkomne Protester øiensynligt, at de to Velærværdigheder har rørt
ved et ømt Sted. Man har naturligvis maattet skjønne, at det
kunde blive til den største Skade for Universitetssagens
Gjennemførelse, om det kom frem, at Ønsket om et Universitet
indesluttede et andet, langt mere vidtrækkende. Man har altsaa nødig
villet vedgaa en slig Sammenhæng, hvor godt man end saa den,
og man har udentvivl ogsaa fordetmeste nødig villet seden; man
har helst villet tro, at Norges politiske og nationale Stilling ikke
gav nogen Grund til Misnøie, at Universitetssagen virkelig havde
den uskyldige Karakter, som man tillagde den, — at den alene
blev baaret frem af Hensyn til Videnskabens og Oplysningens
Tarv, af Tanken paa de bekymrede Forældre, de lange Søreiser,
Kjøbenhavns mangehaande Farer og Fristelser for Ungdommen
1 Mnemosyne, I. S. 1!).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
