Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Politiske og nationale Stemninger hos del norske Folk 1772—1807 5 1 3
o. s. v. Men, naar det ligefrem blev sagt, at der ståk noget andet
bag, — noget, der kunde opfattes som en Trusel mod den
bestaaende Helstatsorden,— maatte man dog i sit stille Sind erkjende, at
dette ikke var en helt grundløs Tale. Saameget vredere blev man.
Det var en ubehagelig, uhyggelig Hemmelighed, der blev røbet.
Man har naturligvis ligesaa ugjerne bekvemmet sig til den
Opfatning, at Regjeringen, — den landsfaderlige Regjering, for hvem
Norge og Danmark var lige kjær og lige nær, — skulde dele de
to Presters politiske Betænkeligheder ved at lade Norge faa et eget
Universitet. Men det var uundgaaeligt, at denne Opfatning kom
til at gjøre sig gjældende. Det lod sig ikke miskjende, at det ikke
bare var de rent praktiske, men ogsaa de af Universitetssagens
Talsmænd med saamegen Indignation tilbageviste politiske
Hensyn, der bestemte Regjeringen, naar den indtog en saa tvært
afvisende Holdning i denne Sag. Og hvilket Lys faldt ikke derfra
over «Tvillingrigernes» Forening! Den var altsaa dog, naar alt
kom til alt, ikke noget sandt Broderskab. Den krævede eller
forudsatte altsaa dog andre Garantier end gjensidig Hengivenhed,
fælles Sympathier o. s. v. Helstatssystemet, saadan som det blev
forstaaet og praktiseret af de Styrende, gik altsaa ud paa at holde
Norge fast, om ikke ved en ydre, saa ialfald ved en indre Tvang,
— ved at lade det ligge i et barbarisk Halvmørke, opløst i sine
Bygder, som en hovedløs Krop, uden noget Centralorgan eller
nogen Indstiftelse, der kunde danne et Foreningspunkt for det hele
Folk. Man pleiede at lovprise det norske Folks Loyalitet og
arve-undersaatlige Troskab, og Nordmændene havde været vant til at
anse det for en national Æressag at holde ubrødelig fast ved
denne Troskab. Nu viste det sig, at denne Ære kunde være
overmaade tvivlsom; det viste sig, at man inden Regjeringskredsene
frygtede for, at Troskaben ikke længere vilde blive at lide paa,
naar Oplysningen steg og Norge fik opfyldt de Krav, om hvilke
det blev sagt og erkjendt, at intet ærekjært Folk kunde undlade
at stille dem. Det viste sig, at det norske Folk, som man var saa
stolt af at tilhøre, som man krævede saa megen Agtelse for, og
som der blev gjort saamegen Stads af, alligevel fra det gjældende
Helstatssystems Standpunkt blev opfattet og maatte opfattes som
staaende i et «Subordinationsforhold» til et andet, ikke meget større
eller mægtigere Folk. Det var, med alle sine Fortrin og
Kvaliteter, umyndigt, afhængigt, — en Tjener, en Husmand, som blev
«holdt i Lydighed» og ikke kunde røre paa sig uden at paadrage
sig Mistanke om at være «oprørsk»; — med al sin Frihed og
Fri-baarenhed, bastet og bundet til at følge Danmark i Kjølvandet,
uden Hensyn til, om dets eget Tarv og egne Ønsker pegte
andetsteds hen.
36 — Sars: Samlede Verker II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
