Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
556
Den norske’ Historie
fjernere fra den øvrige Verden end Danmark, og af dets
Befolkning var det udentvivl et forholdsvis endog meget mindre Tal,
der stod saavidt høit i Oplysning, at de kunde følge nogenledes
med i Verdensbegivenhederne. Men, om end saaledes det Opraab,
der blev rettet til Folkene ved den franske Revolution, fra først
af fandt en livligere, mere udbredt Deltagelse hos de Danske end
hos Nordmændene, saa er der paa den anden Side god Grund
til at antage, at Deltagelsen hos disse sidste til Vederlag blev
varigere og fik en dybere, alvorligere, mere praktisk Karakter.
Vi har før omtalt, hvorledes det danske Publikum ved
Overgangen til det nittende Aarhundrede aldeles ophørte at
sysselsætte sig med Politik og gik op i bare Æsthetik og tysk Romantik.1
Det viste sig derved, at de fransk-politiske S%rmpathier eller
Interesser aldrig havde trængt indenfor Overfladen. De havde ikke
fundet noget Støtte- eller Tilknytningspunkt i Landets egne
Forhold. Man var i Grunden fuldkommen tilfreds med den
bestaaende Stats- og Samfundsforfatning og nærede, — efterat
Landboreformerne var blevne gjennemførte til almen Tilfredshed, — intet
Ønske om Forandring, idetringeste intet klart eller bestemt.
Danmark nød alle Fordelene ved Helstatssystemet; det indtog en
dominerende, privilegeret Stilling blandt Monarkiets Lande; man kunde
ikke være blind herfor, og man maatte tillige have en Følelse af,
at denne privilegerede Stilling var knyttet til Enevælden og vilde
gaa tabt ved Forfatnings-Ændringer, der stillede en
Folkerepræsentation Side om Side med Kongedømmet; det nationale Instinkt
hos Danskerne maatte altsaa snarest føre til, at de holdt fast ved
den gamle Tingenes Orden eller idetringeste, at de, saavidt de
vendte sig bort fra denne, blev tilbøielige til at skynde sig forbi
alle Overgangsformer, alt forfatningsmæssigt Stykkeverk eller
Reformering i det mindre, for at komme med én Gang til noget
rigtig nyt, noget rigtig idealt, noget, som der var Forslag i, til
Vederlag for, hvad der maatte opofres. Man havde jo desuden i
Danmark aldrig havt og havde mindst af alt i Revolutionstiden
nogen synderlig Sympathi for England, de politiske
Overgangs-formers Mønsterland. Følgen heraf var da igjen, at den ved
Revolutionen fremkaldte Frihedsbevægelse inden det danske Publikum
ikke blev andet end bare Stemninger, der flød bort eller
fordampede, uden at krystallisere sig til noget, som lignede et alvorligt
Forsæt, et Program, der kunde samle Ens Tanker og Evner om
sig og virke til at give Livet en bestemt« Retning.
Rahbek citerer i sine Erindringer2 en Nekrolog over den i
1799 sammen med P. A. Heiberg landsforviste M. C. Bruun, hvor
1 Se ovenfor S. 498.
2 IV, S. 385.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
