Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Politiske og nationale Stemninger hos del norske Folk 1772—1807 5 1 3
det heder om de aandige Tilstande hos det danske Publikum i
Bruuns Ungdomsdage, da Revolutionsbegeistringen var paa sit
høieste: «Franske Frihedsbegreber og tydske philosophiske Ideer
gjærede i de Unges Hjerner og frembragte umodne Forsætter og
Drømme.» Rahbek bemerker herved: «Idet jeg indrømmer det
øvrige, maa jeg dog nedlægge bestemt Indsigelse mod Ordet
Forsætter; . . . thi af alt, hvad den Tid og siden er kommet til min
Kundskab, ved jeg kun en eneste Ting, som man kunde benævne
Forsæt, hvis den ellers nogen Tid virkelig har været fore, og
ikke blot var tom Ølhussnak af den for flere Aar siden afdøde
Drømmer, som meget længe efter gjorde sig til af denne Idée,
.... og dette var intet mindre end en smuk Midnatsstund at
nedrive Erkearistokraten Ulfeids Skamstøtte.» Om nu denne
Forsikring ikke bør tages lige efter Bogstaven, saa karakteriserer den
dog vistnok paa en noksaa trælfende Maade Arten og
Beskalfen-heden af de danske Frihedssværmerier i de sidste Decennier af
forrige Aarhundrede. Men for Norges Vedkommende vilde en
slig Karakteristik ikke passe. Vi ved, at den ved Revolutionen
vakte Bevægelse hos Nordmændene virkelig i et og andet
Tilfælde affødte, hvad man maa kalde Forsætter, og det tildels endog
Forsætter af en overmaade alvorlig og vidtrækkende Karakter.
Vi ved, at det i de første Aar efter den franske Revolutions
Udbrud lykkedes Gustav III. at knytte flere Forbindelser med
oplyste Nordmænd og at linde adskillig Tilslutning for sine Planer
om at løsrive Norge fra den danske Helstat. En af hans Agenter,
den svenske Generalkonsul i Kristiania, Martinau, skriver i en
Rapport af 9de Marts 1790: «Jeg kjender alle de patriotiske
Ledere, som ere udbredte over det hele Land, og deres forskjellige
Sindelag. Flerheden af dem foretrækker en fuldstændig
Uafhængighed; men, da man ikke kan haabe at opnaa en saadan, har
man delt sig i to Grupper, af hvilke den ene vil opretholde det
danske Herredømme kun med nogle nye Tillempninger, medens
den anden vil have en Tilslutning til Sverige. Dette sidste
frembyder Anledning til at opnaa gode Vilkaar og vilde give begge
Parter gjensidig den Ære og de reelle Fordele, som følger med
at være en Magt af første Rang, hvilket ikke vilde være Tilfælde
med enhver anden Forening. Men paa den anden Side frygter
man for, at Norges Beliggenhed, grænsende lige op til eller meget
heller sammenhængende med Sverige, skal gjøre det lettere at
undertrykke Landet.»1 Gustav III.s bekjendte Yndling, Grev Gustav
Maurits Armfelt, fortæller i sin Autobiografi følgende: «I
Vinteren 1790—91 raadede en besynderlig Gjæring i Norge, hvor flere
1 Y. Nielsen, Gust. III.s norske Politik, Hist. Tidsskr. 2. Række, I. S. 235—37.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
