Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
566 Den norske’ Historie
Jakob Aall, der var saa god norsk Patriot og havde et saa aabent
Blik for, hvad Norge maatte savne under og ifølge Foreningen
med Danmark, og alligevel endnu i 1814, endnu efterat
Rigsforsamlingen paa Eidsvold var sammentraadt, kunde se i en
Gjenforening noget ønskeligt og lykkeligt. Der var dem, som gjorde
bestemt Forskjel mellem Tvillingrigerne og alene vilde lade Norge
gjælde som sit Fædreland, men samtidig dog holdt fast ved den
bestaaende Forening, idet de ansaa den for baade nyttig og
hæderlig for begge Lande. Der var dem, som kunde siges at være
formelig besatte af Norskhedsfølelsen, som nærede de mest
svimlende høie Forestillinger om Norges Rang blandt Landene og det
norske Folks blandt Folkene, — som ikke brød sig om Danmark,
medens de var enthusiastisk stemt for sit norske Fædreland, uden
at dette synes at have fremkaldt hos dem nogen Tanke om en
Forandring eller Forbedring i Norges politiske og nationale
Stilling, — som t. Eks. Zetlitz, — paa én Gang ultranorsk og
ultrakonservativ, utrættelig i at lovsynge norsk Frihedsaand, norsk
Tapperhed, norsk Ærlighed o. s. v., medens han omtrent aldrig
har et Ord tilovers for Danmark, og alligevel den danske
Enevoldskonges loyaleste, mest tilfredse Undersaat.1 Der var andre,
for hvem de store Ord og store Forestillinger om Nordmands
Kraft og Norges Herlighed i Fortid og Nutid ikke bare var et
Thema at deklamere over, en Kilde til patriotisk Glæde og
Stolthed, men ogsaa en Spore til Kritik af den bestaaende Tingenes
Orden, og hos hvem derved et Haab var vakt om, at Norges
gamle Hæder som et mægtigt og selvstændigt Rige skulde kunne
fornyes. Der var dem, som havde faaet Øinene helt op for
Norges Tilsidesættelse og forsømte Tilstand ifølge Foreningen med
Danmark og derfor saa i denne en Ulykke og en Skam for sit
Fædreland.2 Der var dem, som i Erkjendelse heraf og under
Paavirkning af Samtidens revolutionære Idéer og Bevægelser
ønskede at faa den ligefrem brudt.3 Der var dem, som, uden at gaa
saavidt, dog fandt det rigtigt eller nødvendigt, at Norge fik en
friere, mere selvstændig Stilling inden samme, enten ved en
Omdannelse af hele den gjældende Statsforfatning eller idetringeste
ved Oprettelse af norsk Universitet, norske Regjeringskollegier
m. v., og hos hvem der gjorde sig gjældende Forsætter om at
1 Holm, Den offentlige Mening og Statsmagten 1784—1799, S. 134—35.
2 Man huske t. Eks. Presten Hammonds bekjendte Ord til Suhm i et Brev af
3die Juli 1781: «Dell calmarske Forening gider ingen Nordmand læst noget om,
og kan ej skrive derover, er han en ærlig Mand; den er Grundvolden til alle
paafølgende Ulykker.» Suhm, Skrifter, 15, S. 358; — ligeledes de før citerede
Ytringer af Strømboe, Hammer, Grave o. fl.
8 T. Eks. de Nordmænd, der i 1790 forhandlede med Armfelt, se ovenfor S.
558—59.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
