Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Politiske og nationale Stemninger hos del norske Folk 1772—1807 5 1 3
arbeide til et saadant Maal.1 Der var blandt dem, som havde
sagt sig løs fra den gammeldags politiske Orthodoksi, nogle,
hvem især fransk Literatur og Politik havde paavirket, og hvis
Fremtidsidealer gik lige op til Republiken og den fuldt
gjennemførte Folkesuverænitet, — andre, som ifølge den blandt
Nordmændene raadende Anglomani holdt sig til det engelske Mønster,
og hvis Tanke derfor blev staaende ved en repræsentativ
Forfatning med Deling af Magten mellem Kongedømme og Folk.
Et Fortrin, en Nationaldyd, som man i denne Periode pleiede
beredvilligt at tilstaa Nordmændene fra dansk Side, var deres
Fædrelandskærlighed. Man pleiede at tale i høie Udtryk om
denne «ildfulde», «levende», «heftige» norske Patriotisme eller
Nationalfølelse.2 Dette beroede naturligvis for en væsentlig Del
paa et Feilsyn; ved at tænke paa Folkets forudgaaende Historie
vil man indse, at det ialfald kun kan være rigtigt med meget store
Reservationer. Mary Wolstonecraft siger om Kjøbmændene og
Skipperne i de østlandske Smaabyer, hvor hun havde opholdt sig
under sin Reise, at de «elsker sit Land, men har lidet af
Almen-aand og er i al sin Gjerning udelukkende optagne af Tanken paa
sine Familjer».3 Dette er vistnok en aldeles rigtig Observation og
har udentvivl Anvendelse i en videre Udstrækning. Det gjaldt
udentvivl endnu paa denne Tid om Nordmændene i det hele, at
de havde forholdsvis meget af den Slags Fædrelandskærlighed,
der væsentlig er en Hævdelse af Ens Jeg, «et Litani, som Egoisten
sjunger», for at tale med «Norges Dæmring», eller et blot
Natur-Instinkt, der bryder frem leilighedsvis og naar det provoceres,
men forholdsvis lidet af den Slags, der driver til Arbeide og gjør
villig til Opofrelse, — lidet af den Slags, der stiller op bestemte
Maal og gjør sig gjældende i Form af en altid vaagen Pligtfølelse.4
Eller med andre Ord: Nordmændenes Nationalfølelse kunde nok
i visse Maader kaldes sterk, nemlig forsaavidt den havde meget
1 Henr. Wergeland fortæller om Professor Georg Sverdrup, at han og hans
senere Kollega i Rigsforsamlingen paa Eidsvold, Presten Midelfart, ofte i
Studenterdagene i Kjøbenhavn havde sværmet sammen over deres fælles Yndlingsidé:
Norges Uafhængighed (Saml. Skr. IX. S. li4). — Pavels kaldte i en Prædiken den
25de Febr. 1814 Norges Selvstændigbed «vor Ungdoms Drøm». Citeret efter A.
Skavlan, Norge i 181A, S. 91.
2 Se t. Eks. Citatet ovenfor S. 519—20 af Sneedorf; Wergeland, Mnemosyne I.
S. 139: «Nordmandene kaldes overdreven nationalske; man bebrejder dem deres
heftige Kjærlighed til deres Fødeland» o. s. v. — Denne Opfatning udtales
mangfoldige Steder.
3 «They love their country, but have not much public spirit." Their exertions
are, generally speaking, only for their families, which I conceive will always be
the case, till politics, becoming a subject of discussion, enlarges the heart by
opening the understanding. The French Revolution will have this efifect.» —
Letters written during a short residence etc. S. 76.
4 Jvfr. ovenfor S. 541—44
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
