Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
568
Den norske’ Historie
at støtte sig til i Landets Natur, Historie og eiendommelige
Samfundsforhold, — en bred og sikker Grund at bygge eller vokse
paa, — men den var paa samme Tid endnu lidet udviklet, lidet
vant til at røre paa sig og bruge sine Kræfter i en stor Sags
Tjeneste, og, som alle lidet udviklede Følelser, uklar og ujævn.
Den var ujævn i den Forstand, at den kunde optræde meget
sterk og selvsikker paa enkelte Omraader og samtidig vise sig
famlende og svag eller endog rent blive borte paa andre, — at
den kunde være meget fordringsfuld og ømskindet i én
Henseende og paa samme Tid overmaade nøisom i en anden. Vi har
i det foregaaende nævnt Eksempler paa, at Nordmænd, som
øiensynlig var opfyldte af en meget vidtdreven norsk Nationalstolthed
og saa ned paa «Jyderne», alligevel aldrig synes at have følt sig
saaret eller stødt ved, at Norge i saamange Henseender
opfattedes og maatte opfattes som et Biland, et Anneks til Danmark.1
Og hvad dem angaar, der var komne saavidt, at de følte
Modsigelsen mellem de store Ord om Nordmænds Frihed og
Manddom og Norges Tjenerstilling inden det danske Monarki, og som
var paa det rene med, at denne Tjenerstilling var uforenelig med
deres Fædrelands Velfærd og Hæder, — da gjælder det dog, at
deres Krav eller Ønsker om en Forandring ikke synes at være
gaaet udover det politiske Omraade. Det sproglig-literære lod
man ligge. At der her var lignende Krav at stille i den
norske Nationalfølelses Navn og lignende Opgaver at løse som i
Hensyn paa Forfatning og Statsstyrelse: synes ikke at være gaaet
op for nogen. Nordmændene brugte endnu i denne Periode
(ligesom tidligere) gjennemgaaende Benævnelsen Dansk om Rigernes
fælles Skriftsprog og Literatur, hvilket jo ogsaa var den rigtige
Benævnelse, og det ser ikke ud til, at de har havt nogen Følelse
1 Nordal Brun, Zetlitz, Edvard Storm t. Eks., i hvis Skrifter maa finder
Ytringer af en norsk Kraftpatriotisme, som nuomstunder endog den værste Bjerkebæk
vilde undse sig ved, taler jævnlig om den danske Throne, den danske
Kongeslægt, det danske Scepter, hvorunder Nordmændene staar, det danske Flag,
hvorunder de seiler, o. s. v., paa en Maade, der viser, at disse Benævnelser ikke har
skurret i deres patriotiske Øren. Nordal Brun skrev i 1794: «Hvor længe skulle
vi dog være den elændige Slægt, der altid hykler for fremmede Narrestreger og
Daarskaber ved at efterligne dem? . . . f Naar skulle vi dog faa Indføds-I’atent
for en egen Karakter, vort Sving i Videnskaber, vor Tone i Skrifter! Naar skal
dog alt dette iføres stadig National-Dragt, saa at man kunde sige: «Dette er
Dansk!»» (cit. N. M. Petersen, Bidrag til d. Lit. Hist., V. 1. S. 6). Zetlitz, som
priser sin Lykke ved at have faaet Norge — «det bedste af Jordklodens Lande»
— til Fødeland, bruger Dansk som Fa^llesbenævnelse for begge Nationaliteter
(’t. Eks. Samlede Digte, 2, S. 115: «Man den Gang var original, da kunde
Danskhed noget sige» o. s. v.). Edvard Storm, som mente, at norsk Fødselsattest var
det bedste Adelsdiplom, taler om sig selv som dansk Mand, dansk Digter, bruger
Benævnelsen Danmark, Dannerige eller Dannerfolk som Fællesbenævnelse for
Norge og Danmark (Samlede Digte 1785 — Fortalen — Digtet over Indfødsretten
paa flere Steder).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
