Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
592
Den norske’ Historie
opdraget i England, tilbragte sin Ungdom i Danmark og var 27
Aar gammel, da han først for Alvor slog sig ned i Norge, saa
hans Nordmandskab næsten bare knytter sig til den «tilfældige
Omstændighed», at hans Arvegods laa i Norge. Hvad der gjorde
ham til Befrielsesverkets Grundlægger og Leder, var ikke det, at
han var Nordmand, men netop det, at han ikke var eller i saa
ringe Grad var Nordmand; thi dette medførte, at han hverken
delte Nordmændenes undersaatlige Ærbødighed for og Kjærlighed
til den oldenborgske Kongeæt eller deres Had til Sverige.1
Dette Ræsonnement samler i en Sum Opfatninger, som
enkeltvis ofte har været fremsatte og vistnok fremdeles hyldes af
mange, idetringeste indtil en vis Grad. Vi tror derfor, at det kan
være Umagen værdt at imødegaa det i størst mulig Korthed,
skjønt det allerede af det foregaaende maa være klart, hvorledes
det i flere Henseender skyder over Maalet.
Naar der sondres skarpt mellem den virkelige Nationalfølelse
«med bestemte politiske Formaal» og den blotte provinsielle
Særfølelse, der lader sig nøie med at kræve en vis Opmerksomhed
og Imødekommen fra Styrelsens Side, og naar det hævdes, at
det er bare den sidste Slags Følelse, hvoraf der viser sig Spor
hos Nordmændene forud for Wedel’s Optræden, da bliver herved
straks at anmerke, at Nationalfølelsen allevegne har havt en lang
Udviklingsvei at tilbagelægge, inden den naaede frem til at blive
fuldt bevidst og klar over sig selv og over de Krav, den har at
stille. Man behøver ikke at gaa høit op i Tiden for at møde den,
endog hos Europas store Kulturfolk, i en Skikkelse, hvorved den
ikke skiller sig paa nogen meget iøinefaldende Maade fra provinsiel
Særfølelse, men, ligesom denne, har en væsentlig passiv Karakter,
savner «bestemte politiske Formaal», og gjør sig fordetmeste bare
gjældende rykkevis eller naar den purres ud af høiere
Vedkommende. Forskjellen eller Modsætningen mellem begge Slags
«Sær-følelse», den provinsielle og den nationale, træder først
efterhaanden klart frem og viser sig deri, at den sidste er saameget
mere livskraftig og udviklingsdygtig, fordi den drager Næring
ikke bare af ydre, men ogsaa og væsentlig af indre
Adskillelser, nemlig saadanne, der hænger sammen med en selvstændig
Historie og en selvstændig social Organisme. Nu gjaldt det jo
om det norske Folk, at det, trods alle Skaar og Skader, alle
Dage vedblev at være en selvstændig social Organisme med sine
endog meget udprægede Eiendommeligheder, og at dets gamle
Historie aldrig blev glemt, aldrig ophørte at være en Magt inden
1 N. Höjer, Norsk nationel Historieskrifning, Hist. Tidskrift, udg. af Svenska hist.
Föreningen, 1887, S. 215 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
