Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
594
Den norske’ Historie
at have villet gjøre sig behagelig for høiere Vedkommende, kunde,
ved at gaa ud fra dette Synspunkt, komme til det Resultat, at
Norge var bedst tjent med ikke at faa noget Universitet. Det var
de nationale Hensyn, der gav Sagen Fart, — derom kan der ikke
være Tvivl, og det viste sig da ogsaa tydelig nok under den
offentlige Diskussion, saamegen Umag man end fordetmeste gjorde
sig for at dække over denne Side ved Sagen og at holde frem de
rent praktiske Grunde.
Det gaar altsaa umuligt an at opfatte Wedel som primus motor
eller Ophavsmand til den hele Selvstændighedsbevægelse blandt
Nordmændene. Det høieste, der med nogen Rimelighed kan
paa-staaes, er, at denne Bevægelse i Aarene 1808—1811 fik ny Fart,
indtraadte i et nyt, høiere Udviklingsstadium, og at Wedel i disse
Aar træder frem som dens Leder eller Hovedmand. Men, endog
om man indskrænker sig til at betragte, hvad der foregik i Aarene
1808—11, vil man kunne finde Beviser for, at Bevægelsen ikke
udgik fra ham eller var kaldt frem af ham, om han end var dens
mest fremragende, virksomste eller videstgaaende Bepræsentant.
Vi behøver bare i saa Henseende at henvise til Wergelands
Mne-mosyne, hvor vi møder Udtryk for en norsk
Selvstændigheds-aand, om hvilken ingen rimelig Mand vil kunne nægte, at den
hæver sig meget klart og bestemt udover den blotte provinsielle
Særfølelse, og Wergeland stod, dengang han skrev Mnemosyne,
utvivlsomt ikke i nogen Forbindelse med Wedel, saa det er
ugjør-ligt at antage, at hans Skrift skulde være inspireret af denne
enten direkte eller indirekte.
Hvad angaar Grev Wedel’s Adkomst til at kaldes norsk, da
behøver vi ikke at indlade os paa at forsvare den. Man ved, at
han betragtede sig selv som Nordmand, at han satte Pris paa at
være det (hvilket meget vel lader sig forene med, at han «ikke
var Chauvinist»), og at det ikke skortede ham paa god Vilje til
at indtage et norsk-nationalt Standpunkt. Det er imidlertid høist
rimeligt, at den Omstændighed, at han havde tilbragt sine
Barndoms- og Ungdomsaar i fremmede Lande, har havt en afgjørende
Indflydelse paa hans senere politiske Holdning og Virksomhed.
Det er høist rimeligt, at hans halvt fremmede Karakter har havt
sin Del i, at han stod saa fri og ubunden ligeoverfor visse
nedarvede Traditioner og Følelser hos det norske Folk: —
Loyaliteten, Hengivenheden for det gamle Kongehus og den gamle
Forening, Antipathierne ligeoverfor Sverige. Og deri laa utvivlsomt
et Fortrin, hvorved han i visse Maader blev saameget bedre
skikket til at være politisk Foregangsmand for sit Land. Men ikke i
alle Maader; — det var ikke bare et Fortrin. Nordmændenes
loyale Følelser ligeoverfor Kongehuset og Foreningen med Dan-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
