Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
596
Den norske’ Historie
en Forening mellem Norge og Sverige. I Hensyn paa Maaden og
Midlerne, hvorved man har tænkt sig «det store Øiemed» opnaaet,
faar vi vide, at man først og fremst gjorde Regning paa den
norske Hærs Hengivenhed for Kristian August; det heder endog, at
man allerede havde udseet den Bataillon, der skulde gjøre
Begyndelsen med at løfte Oprørsfanen og proklamere Norges
Selvstændighed og Forening med Sverige.1 I 1813, da Wedel havde
gjenoptaget sin Foreningspolitik, gik hans Tanke, efter hvad en
af Karl Johan udsendt svensk Agent2 har meddelt, ud paa, at
Foreningen mellem Norge og Sverige skulde istandbringes ved
en Samvirken af norske Bønder og svenske Soldater; han troede
at have tilstrækkelig Indflydelse til at vække en Reisning blandt
Bønderne i Buskeruds Amt og Jarlsbergs Grevskab; men for at
al denne Reisning skulde føre til noget, maatte den støttes med
en svensk Hær paa 30—40,000 Mand, der samtidig skulde foretage
et hurtigt Angreb paa Kristiania. Disse Planer gjør unægtelig et
meget fantastisk Indtryk og er ikke skikket til at vække nogen
Beundring for Wedel’s praktiske Sans; men sæt, at det var bleven
til Alvor med dem, og at det havde lykkes at gjennemføre dem,
— sæt, at Foreningen mellem Norge og Sverige var bleven
istand-bragt i 1810 eller 1813 ved et Slags militært Pronunciamento eller
ved en norsk Bondeopstand støttet ved et svensk Indfald i Norge:
— vi kan ikke være i Tvivl om, at dette vilde have været en stor
og skjæbnesvanger Ulykke for det norske Folk, og det selvom den nye
Forening var bleven afsluttet paa de for Norge allerfordelagtigste
Vilkaar, selv om Norge paa denne Maade havde opnaaet allerede
i 1810 eller i 1813 uden Kamp aldeles den samme politiske Frihed og
Ligestilling med Sverige, som det, ifølge Tingenes faktiske Gang, først
opnaaede i 1814, og det efter saamegen Lidelse og saamange
Gjen-vordigheder. Den alt overveiende Flerhed af Nordmænd vilde
nemlig have ment, at den nye Frihed og Selvstændighed, om den
var bleven vundet ad den af Wedel planlagte Vei, var bleven
vundet ved Midler, der satte en uudslettelig Plet paa Nationens
Ære, — ved Brud paa hellige Forpligtelser, ved Forræderi og
Løgn: — det vilde jo heller ikke have været muligt at reise
norske Bønder eller norske Soldater til Oprør mod Landets lovlige
Øvrighed og odelsbaarne Konge, uden ved at føre dem bag
Lyset. Den alt overveiende Flerhed af oplyste Nordmænd vilde have
følt sig beskjæmmet, ydmyget i sin nationale Selvfølelse; de vilde
have anseet sit Land for hærtaget, — og, hvordan det nu end
var løbet af med den norske Bondereisning, vilde det jo altid
1 Schinkel-Bergmann, V. S. 105.
2 Major v. Koch. Se Yngv. Nielsen, Grev Wedel i 1813, Letter stedt’ske Tidskrift,
1883, S. 513, jvfr. ssts. S. 517.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
