Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krisen i 1807—1814. — Slutningsrefleksioner
599
synet til Norges Interesser. Begivenhederne havde talt et altfor
tydeligt Sprog i saa Henseende, — og vedblev at gjøre det.
Den økonomiske Herlighed med Licencefarten fik snart Ende.
Blokaden optoges paanyt fra engelsk Side og blev strengere end
nogensinde forud. Samtidig fik Norge et Misvækstaar, — det
værste, hvorom man har nogen historisk Erindring. Og
saa kom da dertil i Begyndelsen af det følgende Aar
Statsbankerotten (Rigsbankforordn. 5 Januar 1813), jævngod med en
almindelig Konfiskation, bringende Ruin over mange Hjem, hvor
der indtil da havde raadet Velstand. Landets Nød steg til en
forfærdelig Høide; man maatte gribe til Barkebrød og andre
Surrogater; det var ikke sjeldent, at Folk ligefrem døde af Hunger.
Nøden var saa stor, at det kunde synes rimeligt, at den havde
virket i den Grad knugende og trykkende paa Folks Sind, at der
ikke var bleven levnet Rum for Politik eller overhovedet for
nogen aandig Interesse. Men i dette Tilfælde stillede Sagerne sig
saaledes, at selve Haabet om en Forbedring i de økonomiske
Forhold, — Spørgsmaalet, som maatte ligge alle og enhver paa
Hjerte, — var uløselig knyttet til Politiken, — den store
europæiske Politik, som man følgelig maatte drives til at holde Øie med,
saa godt man kunde.
Hvor liden Adgang man end dengang havde i Norge til at
skaffe sig Kundskab om Regjeringens Planer og Hensigter eller
om Begivenhederne i den øvrige Verden, — saa kunde man dog
ikke være uvidende om, at Norge var en af Indsatserne, hvorom
der blev spillet med hundredetusinder Soldater paa de store
europæiske Slagmarker i Aarene 1812 og 1813. De svenske Planer om
at vinde Norge var kjendte fra før af, og man fik snart vide, at Karl
Johan optog dem paanyt, efterat han var bleven Sveriges
Kronprins, og at Norge var Lønnen, han havde betinget sig for at
deltage i Kampen mod Napoleon og føre Vaaben mod sit eget
Fædreland. Man fik vide, at Rusland, England og Preussen havde
garanteret ham denne Besiddelse og lovet ham Hjælp til at
opnaa den i fornødent Fald; den engelske Garanti-Traktat, afsluttet
3 Mars 1813, blev kort efter offentliggjort i den franske «Moniteur»
og saaledes bekjendt for Alverden; til Overflod gav den
dansknorske Regjerings egne Foranstaltninger, bl. a. ved at sende selve
Thronfølgeren op til Norge som Statholder (Mai 1813), noksom
tydeligt tilkjende, hvad den frygtede og hvad man havde at gaa
imøde.
Det manglede saaledes ikke paa, at Nordmændene fik godt
Varsel og god Tid til at overveie, hvilket Parti de skulde tage,
i det Tilfælde at Landsfaderen skulde blive nødt til at afstaa
deres Land og overlade dem til deres egen Skjæbne. Kielerfre-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
