Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
604
Den norske’ Historie
dent Maal af Selvstændighed, som var bleven Norge til Del,
saafremt Karl Johan havde faaet raade derfor, som han vilde.1 Men
sæt endog, at disse hans Ord virkelig havde været Udtryk for et
vel overveiet, bestemt fastslaaet Program, — sæt endog, at
Nordmændene virkelig ved at bøie sig for Stormagternes Vilje og
underhandle i Fred og Ro med Karl Johan paa Basis af
Kieler-traktaten vilde have kunnet opnaa nøiagtig de samme retslige
Vilkaar: — den samme Statsforfatning (endog ligesaa «utilbørlig
demokratiseret»), den samme Stilling inden Unionen, — som dem>
de opnaaede efter 1814-Aars Farer og Kampe: saa kan der dog
fornuftigvis ikke være Tvivl om, at det i Realiteten vilde have
gjort en overmaade stor Forskjel, om det samme formelle
Resultat var bleven opnaaet ad den ene eller den anden Vei. Der
ligger en indlysende Sandhed i disse Ord af Professor Rydin:
«Det er ikke sagt, at Nordmændene, om de havde erholdt til
Gave af Sverige, hvad de nu kom til at udvikle hos sig selv,
vilde have opnaaet de samme Fordele; Friheden kan ligesaalidt
som Sandheden foræres bort; den maa tilegnes gjennem indre
Arbeide, og paa dette Arbeide beror Evnen til at bevare den som
sin Eiendom.»2
Det staar da fast, at Nordmændenes Reisning mod en Traktat,
der disponerede over deres Land som over en Provins og over
deres Land som over en Provins og over dem selv som en
vilje-og meningsløs Besætning paa Gaarden, var fuldt beføiet i enhver
Henseende, — folkeretlig, politisk, moralsk, — og at den, skjønt
den langtfra havde en Kraft eller Fasthed, der svarede til dens
Beføielse, dog fik Overtaget i Konflikten med de fremmede Magter
og kom til at øve fremfor disse den bestemmende Indflydelse
paa det norske Folks Stilling og Skjæbne.
Spørgsmaalet bliver saa dernæst, hvorvidt denne Reisning selv
bliver at føre tilbage til et fremmed Udspring, — hvorvidt den
er at opfatte som et Verk af Kristian Frederik og hans
dansktyske Omgivelser, — altsaa som en Bevægelse udenfra, ikke
indenfra, sat i Gang af den fremmede Prins, ifølge rent
person-sonlige Hensyn, der ikke stod i nogen Sammenhæng med
Stemninger eller Meninger hos det norske Folk.
Herved maa det først medgives som en utvivlsom
Kjendsgjerning, at Kristian Frederik gav Signalet til den hele Bevægelse
og gik i Spidsen for den et langt Stykke fremover. Det maa
1 Saasom Udnævnelsen af to svenske Statholdere over Norge, en i det
Norden-fjeldske og en i det Søndenfjeldske, umiddelbart efter Kielerfredens Afsluttelse,
og Karl Johans Vrede over, at Adlersparre ikke vilde modtage den ham tilbudte
Stilling som Stalholder i det Nordenfjeldske, af Hensyn til den Agtelse, han
havde for det norske Folk.
2 (fForeningen emellan Sverige och Norge».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
