Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krisen i 1807—1814. — Slutningsrefleksioner
605
videre medgives som en Kjendsgjerning, at hans Optræden blev
bestemt ved personlige eller dynastiske Motiver: — Haabet om,
at han, ved at lade Norge agere uafhængigt Rige en Stund, skulde
kunne føre det tilbage i den gamle Helstatsforbindelse med
Danmark. Han har selv oftere vedgaaet dette i sine
Dagbogs-Opteg-nelser,1 — t. Eks. under 25 Januar 1814: «Jeg har skrevet til
Kongen, at Ingen i Verden kunde tage saamegen Del i hans
Modgang som jeg; men det var min Pligt ligeoverfor mig selv og
min Familje, — der kunde have Haab om, tidligt eller sent, at
komme til at gjøre deres Rettigheder gjeldende, — at gjøre
Indsigelse mod Afstaaelsen af Norge,» — under 1 April 1814: «Jeg
har svaret Hs. Maj., at jeg meget skjønner paa hans venskabelige
Raad, . . . men at jeg vilde tage imod Kronen (d. e. Norges
Krone), hvis den blev mig skjænket selv paa Afgrundens Rand,
— om ikke for andet, saa for at erhverve Rettigheder for min
Søn (thi det franske Dynasti vilde ikke komme til at herske længe
ikke engang i Sverige og endnu mindre i Norge, selv om det
ogsaa skulde lade sig gjøre at erobre dette Land).»2
Paa andre Steder har han dog i meget sterke Udtryk gjort
gjældende, at det var andre, bedre Motiver, som drev ham til at
stille sig i Spidsen for den norske Selvstændighedssag. Saaledes
skriver han under 22 Febr. 1814 til Frederik VI: «Din bestemte
Villie, at Norge skulde overgives til Sverige, er tydeligt lagt for
Dagen og maatte vel saaledes tilkjendegives; imidlertid har jeg
nøje underrettet mig om Folkets Stemning. Jeg har foretaget en
Rejse til Throndhjem gjennem Gulbrandsdalen og tilbage
gjennem Østerdalen; overalt har jeg hørt gjenlyde Folkets Stemme:
«Vi ville leve Norske og ikke Svenske; giv os Krudt og Bly, at
vi kunne forsvare vore Grændser.» Folkets Haab er til mig, at
jeg ikke vil forlade dem; havde Folket havt Aarsag til at ahne
nogen anden Hensigt hos mig, da havde jeg med Rette tabt dets
Agtelse og Kjærlighed; men jeg kunde sandelig ligesaa lidt have
vundet over mit Hjerte mod Nationens Villie at forlade et
saadant Folk, der bygger sit Haab om Selvforsvar og
Uafhængighed paa mig; — at give et saadant Folk til Pris for
Oprørsstiftere, for fremmed Vold, uden Anførsel, uden Foreningspunkt
for den almindelige og bestemte Villie at forsvare Fædrelandet
til det Yderste, vilde efter min Overbevisning have været
uforsvarligt. Heller maatte jeg udsætte mig for personlig Møje og
Fare, hellere opoffre et privat Livs Lyksalighed, min Slægt, min
1 Kristian Frederiks Dagb. udg. af C. Brøndsted, Kbhvn. 1883.
2 Brevet selv findes trykt i C. T. Sørensen, Kampen om Norge, II. S. 209; det
heder her: «Overdrages mig Norges Throne, da antager jeg den, om det
ogsaa var ved Banden af Afgrunden, blot for at skaffe min Søn Arveret til dette
Bige.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
