Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krisen i 1807—1814. — Slutningsrefleksioner
607
dem og kræver Valg, staar raad- og viljeløse og er mest
tilbøie-lige til at overgive sig paa Naade og Unaade, forsaavidt som de
bliver overladte til sine «rolige Betragtninger». Men paa dem og
deres Betragtninger kommer det ikke an. Hvor talrige de end
kan være, er det ikke dem, der danner «Folket» i dette Ords
historiske Mening. Det er ikke dem, men de oplyste, de, som
følger med, og hos hvem Tanken paa de almene, nationale
Interesser er nogenledes stadig tilstede, — oftest et lidet Mindretal, —
som bestemmer, hvad der skal være Folkevilje eller Folkemening,
forsaavidt der overhovedet kan blive Tale om en saadan.
Spørgsmaalet er altsaa: fandtes der i Norge paa denne Tid et
saadant Mindretal, saavidt mandsterkt og med saavidt megen
Myndighed, at det, — idetringeste for én Gangs Skyld og i et
enkelt stort og afgjørende Moment, — kunde skabe en virkelig
Folkemening, — tage et bestemt Parti, hvor det gjaldt Landets
Skjæbne for alle Tider, og drage Mængden med sig, — og
raadede der hos dette Mindretal slige Meninger og Følelser, at de
maatte være afgjort uvillige til at underkaste sig Kielertraktaten,
og at Kristian Frederiks Opraab om at nytte Øieblikket til at
gjenreise gamle Norges Selvstændighed svarede saaledes til, hvad
der rørte sig og længe havde rørt sig hos dem, at det ikke
saameget gav Stødet, som snarere bare Signalet til den hele Beisning?
Og herom maa det nu for det første siges, at det paa Forhaand
er gode Grunde til at tro, at saa var Tilfælde. Vi minder om,
hvorledes Begivenhederne i de nærmest forudgaaende Aar havde
maattet virke til at holde Nordmændenes Patriotisme vaagen og
give den en praktisk-politisk Retning ved at godtgjøre paa den
allerugjendriveligste Maade det for Norge fordærvelige ved den
hidtil bestaaende Helstatsforbindelse med Danmark. Vi minder
om, hvorledes Nordmændenes nationale Selvfølelse var bleven
stimuleret gjennem lange Tider og drevet op til en i visse
Maader rent ud svimlende Høide, — hvorledes de var blevne
vænnede til at se sig omtalt og til at betragte sig som et rent aparte
Folk, — et Adelsfolk, et Kjernefolk, hvem hele Verden ærede eller
idetringeste burde ære. Om deres Nationalaand i Ordets dybere
Mening end fremdeles var meget ufuldkommen udviklet, meget
rudimentær, — saa gav de vistnok i Hensyn paa Nationalstolthed
intet andet Folk noget efter. Og hvorledes maatte nu ikke denne
Nationalstolthed oprøres i sin inderste Grund ved Efterretningen
om, at dette aparte Folk var bleven afstaaet til en fremmed
Konge, byttet bort som andet Løsøre! Man havde vistnok
begyndt at faa Øinene op for, at Norge blev utilbørlig tilsidesat og
led Skade paa sin Velfærd ved det dansk-norske Helstatssystem;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
