Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
610
Den norske’ Historie
lade sig Ledigheden slippe af Hænde for nogen Pris. Men, — vil
man sige, — de allierede Stormanger vilde nu engang ikke vide
af noget selvstændigt Norge; de havde fældet Dommen over
Landet: det skulde forenes med Sverige. At nægte at underkaste sig
deres Dom var at udsætte sig for at komme i Kamp med dem,
og skulde det nu ikke være rimeligt, at oplyste og patriotiske
Nordmænd, ved rolig Overveielse heraf, maatte være komne til
det Resultat, at man, — trods det forsmædelige og for
Nationalstoltheden saa dybt krænkende ved Kielertraktaten, — fik
skikke sig i sin Skjæbne, heller end at udsætte Landet for en
saa haabløs Kamp? Herved er at bemerke, at paa den Tid, da
Kielertraktaten blev afsluttet og bekjendt i Norge, var det endnu
ikke afgjort, om de allierede Stormagter skulde komme til at
raade for Europas Skjæbne; Napoleon var endnu ikke fældet.
Der kunde være nogen Mening i at haabe, at han vilde klare sig
eller idetringeste, at Kampen mellem ham og hans Fiender endnu
vilde komme til at vedvare i nogen Tid, og at det selvstændige
Norge vilde, saafremt Nordmændene skyndte sig med at nytte
Ledigheden, kunne blive et fait accompli, som den endelige
Seir-herre, hvem det saa end blev, kunde ønske at respektere.
Hvad der, ifølge dette, maa synes paa Forhaand sandsynligt,
— at der nemlig ved Rudskabet om Kielertraktaten gjorde sig en
Stemning gjældende inden det norske Folk, svarende til de fra
Prins Kristian Frederik og hans Raadgivere udgaaede
«Flammeskrifter», men ikke skabt af disse, — stadfæstes nu ogsaa ved
Aktstykker og sikre historiske Kjendsgjerninger. Vi henviser til
Ytringer i private Breve og Dagbogsoptegnelser,1 — hvorved maa
mindes, at vi har saa overmaade lidet levnet af den Slags, —
men fremfor alt til Throndhjems-Adressen fra de første Dage af
1 Brev fra Presten Finkenhagen i Surendalen til Biskop Bugge af 13 Januar 1813 —
CA. Skavlan, Norge/1814, En Nydannelses Hist. Kr.ania 1882, S. 56—57): «For miger det
ikke usandsynligt, at nærværende Krigsoperationer i Holsten og Jylland maatte
udvikle sig til Fordel for vort gamle Norge, om ikke hæve det til sin
Selvstændighed. Dertil kunde det komme, at Danerne blev nødt til en Cessionsakt, i
hvilket tænkelige Tilfælde brave Nordmænd intet andet havde at gjøre end strax
at hylde vor kjække, Norge hengivne Prins Kristian Frederik og under hans Fane
fægte for vor Frihed og Uafhængighed.» — Pavels skriver, Dagb. 26 Januar 1814,
— samme Dag som han havde faaet Underretning om Kielertraktatens Indhold :
«Det første Hygte, at Throndhjems Stift skulde afstaaes, gjorde langt ubehageligere
Sensation; det vilde voldt tusinde Farer og Ulykker og vel tilsidst draget hele
Norges Fald efter sig. Nu derimod lader Norge sig vist ikke afstaa. De Partier,
som vistnok existere i Landet, kunne ej vel rejse Hovedet, og Demagogerne,
hvoraf der vel findes adskillige, blive ej hørte. Thi alle have et Foreningsbaand,
som ingen af Partierne kan protestere mod: den lovlige Thronarving . . . Længe
varer det nok ikke, inden Christian den Første proclameres som Norges Konge
. . . . Til Aften havde jeg indbudt Treschow, Sverdrup, Præsident Bull, Lector
Hersleb og Mariboe. Hvad Samtalens Emne var, behøver jeg ikke at sige. Om
den udenlandske Politik, om Napoleon var endnu Dissens; om den indenlandske
derimod fuldkommen Enighed.» — P. Motzfeldt, Breve og Optegnelser, S. 488—89.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
