Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krisen i 1807—1814. — Slutningsrefleksioner
613
baade de af gammelt og de af nvt Datum, — baade Loyaliteten
og Selvstændighedsaanden, — samle sig; en anden Leder vilde
man maaske ikke have kunnet finde, eller han vilde ialfald ikke
have kunnet vinde tilstrækkelig Tillid og Tilslutning, fordi han
ikke havde Fødselens Ret, hvor god en Mand han iøvrigt kunde
have været. Nordmændene havde saalænge været vante til det
oldenborgske Landsfader-Regimente og var endnu fordetmeste
saa umodne i politisk Henseende, at det var nødvendigt for dem
at have, — til en Begyndelse ialfald, — en Oldenborger gaaende
i Spidsen, for at de skulde kunne føie sig rigtig tryg paa, at den
nye Veien, hvorpaa de slog ind i 1814, ogsaa var den rette.
Vi ved imidlertid, at, hvad der var en Lykke for dem, da det
gjaldt at fatte den store Beslutning, blev en Ulykke, da det gjaldt
at gjennemføre den. Kristian Frederiks Nærværelse i Landet
som den selvskrevne Leder begyndte med at brede et flatterende
Lys, men endte med at kaste en ufortjent Skygge over deres
Nationalfølelse og Evne til modig og enig Optræden. Han var
en karakterløs Æsthetiker, en Festtaler-Natur, som savnede de
væsentlige Egenskaber for den Rolle, han havde paataget sig ved
at stille sig i Spidsen for det norske Folk. Han nærede
øiensynlig et Slags Enthusiasme for Norge og det norske Folks
Uafhæn-gighedssag; han kunde rives med og rive andre med, naar det
gjaldt at udkaste en stor Plan; men de sterke Midler, som i
Regelen maa til, naar en stor Plan skal sættes i Verk, laa ikke for
ham; han havde neppe nok Kraft til at tænke paa dem, endsige
til at bruge dem. Han forsømte aldeles at gjøre, hvad der kunde
gjøres for at sætte Landet i Forsvarsstand.1 Det er øiensynligt,
at han har villet holde sig Tanken paa en Krig aldeles fra Livet,
skjønt en Krig maatte synes næsten uundgaaelig, efterat han
havde modtaget det paa ham faldne Kongevalg. Og hans
saakaldte Ledelse af den norske Hær, da Krigen endelig brød ud,
var saa aldeles mod- og meningsløs, at den maatte demoralisere
de bedste Tropper, og at han maatte være dømt fra Livet som
Forræder, saafremt han ikke havde været Konge.2 Han
kompromitterede derved ikke bare sig selv, men det Folk, hvis Fører
han havde paataget sig at være, og udsatte Nordmændene for at
tabe. alt, hvad der var opnaaet ved den Reisning, som han
selv havde været med paa at sætte i Gang, og dertil Æren
oven-ikjøbet.3
1 Sørensen, Kampen om Norge, II. S. 215, 298—99.
2 J. Mankell, Fålttåget i Norge år 1814. S. 102-3.
3 Pavels, Dagb. 31 Aug. 1814: «Alt er tabt undtagen Æren, sagde hin store
General, hvis Armée havde lidt et totalt Nederlag. Vi begyndte med at tabe
Æren og med den gaar hele Resten Pokker i Vold. Fuimus Troes!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
