Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
614
Den norske’ Historie
I Virkeligheden blev jo det meste reddet, og det lader sig ikke
negte, at heldige ydre Omstændigheder ogsaa denne Gang kom
den norske Selvstændighedssag til Hjælp, — særlig Karl Johans
forsigtige Naturel og utrygge Forhold overfor de allierede
Stormagter, der gjorde ham næsten ligesaa ivrig efter at faa Ende
paa Krigen som selve Kristian Frederik. Han indrømmede ved
Moss-Konventionen en Forhandlings-Basis, der næsten var saa
gunstig for Nordmændene, som den kunde være, og langt
gunstigere, end han havde villet indrømme forud for Krigen. Han
eller de, der optraadte i hans Navn og paa hans Vegne, søgte
siden paa forskjellig Maade at komme bort fra denne Basis.
Forhandlingerne varede temmelig længe og gik alt andet end glat
fra Haanden. Det norske Statsraad og det overordentlige
Stor-thing, der traadte sammen 7 Oktbr. 1814, og i hvis Haand den
endelige Afgjørelse var lagt, flk derved Opgaver at løse, som
langtfra var lette, og de blev, som vi ved, løste med al mulig Hæder.
Paveis’s Spaadom, at Norge vilde falde, naar det ikke længer
havde den kjære Kristian Frederik i Spidsen,1 blev gjort
fuldstændig til Skamme. Det viste sig, at, om Nordmændene havde
behøvet en Oldenborger til at gaa foran, da det gjaldt at slaa ind
paa den nye Frihedens og Selvstændighedens Vei, saa kunde de
meget godt fortsætte paa den engang indslagne Vei, uden Hjælp
eller Ledelse af nogen Konge eller kongelig Person.
Det endelige Udfald af Beisningen i 1814, — Maaden hvorpaa
den blev afsluttet, — stod alligevel i et vist Misforhold til den
høit løftede Stemning, hvori den var begyndt. Der blandede sig
nogen Skuffelse, nogen Bitterhed i Glæden over den vundne
Selvstændighed. Man havde en Følelse af, at der var sat en Plet
paa Nationens Ære ved den usle Krigsførelse, og man havde
maattet finde sig i Afslag i sit fra først af opstillede Program,
hvis Bækkevidde endnu ikke lod sig overskue, og som kunde
give Anledning til Frygt for, at det ikke vilde vare længe med
den nye Herligheden.
Det viste sig, at denne Frygt var ugrundet. Ved nuomstunder
at se tilbage, erkjender vi, at, om Resultatet af Reisningen i 1814
ikke heltud svarede til de store Forventninger, der fra først af
blev knyttede til den, saa svarede det til Gjengjæld saameget
bedre til Folkets Udviklings-Standpunkt og forudgaaende indre
Forberedelse; det gav ikke mere, end hvad Folket formaaede at
fastholde og tilegne sig, og var forsaavidt saa godt, som man
kunde ønske sig.
1 Dagb. 16 Aug. 1814: «Hvad skal der blive af os, naar Kongen (Kristian
Frederik) forlader os? . . . Fra det Øjeblik Kongen nedlægger Regjeringen og
forlader os, er vor Sag tabt, Til ham var mit Haab om Norges Frelse bundet;
med ham vil Norge falde, det er mig indlysende.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
