Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
618
Den norske’ Historie
at naa sit Maal, saafremt de havde været overladte til sig selv
og ikke faaet Hjælp udenfra. Nordmændene vilde udentvivl endnu
længe have været fastholdte i den gamle Forbindelse med
Danmark, saafremt de alene skulde have kommet ud af den i Kraft
af eget Initiativ, egen Vilje og Evne. Det maa da siges at have
været en stor Lykke for dem, at Tilfældet greb ind og rev
Baan-dene over.
Hvad Norge opnaaede ved denne Lykke, var dog væsentlig
kun, at endel Hindringer for Landets Fremgang blev bortryddede,
og at der skabtes bedre Vilkaar for det nationale
Udviklingsar-beide. Selve Arbeidet derimod maatte det blive Folkets egen Sag
at udføre; deri kunde ingen Afkortning ske, derfra kunde ikke
den største Lykke dispensere. Friheden og Selvstændigheden,
saadan som den blev givet ved Grundlovs- og Rigsaktsparagrafer,
var for det første bare Former; det gjaldt nu dernæst, at de blev
tagne i Brug og lik Indhold; Formerne selv kunde Tilfældet
skjænke, Evnen til at fylde og bruge dem kunde derimod alene
skabes ved en langsom og møisom indre Udvikling; var denne
Evne ikke oparbeidet i tilstrækkelig Grad, før Formerne blev
givne, maatte det ske siden, hvis Formerne skulde blive til nogen
Nytte; at et Folk faar Friheden som Gave eller for et billigt Kjøb,
betyder kun, at det betaler bagefter, hvad det har sluppet for at
betale forud.
Begivenhederne 1807—1814, — den ene ødelæggende Krig efter
den anden, besluttet og begyndt af den danske Regjering
tilsyneladende uden nogen Tanke paa eller noget Hensyn til Norges
Velfærd, og saa tilsidst, hvad der satte Kronen paa Verket,
Norges og det norske Folks Afstaaelse «med fuld Eiendomsret» til
den svenske Konge, — virkede naturligvis i høi Grad til at
stimulere Nordmændenes Særfølelse ligeoverfor Danmark, til at
skjærpe deres Blik for Modsætningen mellem de to Lande i
Hensyn paa politiske Interesser og Behov og Behov, og til at skyve
deres Sympathi for det gamle Tvillingrige tilside eller lamslaa
den for lange Tider. Jakob Aall, der var en af dem, hos hvem
denne Sympathi ogsaa efter Kielerfreden vedblev at gjøre sig
gjældende med uformindsket Styrke, og som i en Tale, han havde
bestemt til Oplæsning i Rigsforsamlingen paa Eidsvold, ytrede
Ønske om, at Norge atter maatte komme tilbage i den gamle
Statsforbindelse, tilstaar bagefter i sine Erindringer,’ at «det neppe
havde været tilraadeligt at lade de Ord, som angaa
Gjenforeningen med Danmark, have været uforandret, om Talen var bleven
fremsat i Rigsforsamlingen». «Faa eller ingen i Rigsforsamlingen
1 S. 452 og 7G3.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
