Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krisen i 1807—1814. — Slutningsrefleksioner 619
ønskede eller tænkte paa en Gjenforening med Danmark;
tvertimod taltes stedse derom med Modbydelighed. Forfatteren tænkte
imidlertid dengang, som han skrev, og følte sig dybt nedbøiet ved
en Skilsmisse, hvorom han havde andre Begreber end de fleste
af hans Landsmænd.» Det stadfæstes ogsaa ved andre
Vidnesbyrd,1 at der allerede i 1814 var foregaaet et sterkt Omslag i
Hensyn paa de raadende Følelser ligeoverfor Danmark, og at den
engang saa sterke og freidige tvillingrigske Patriotisme var bleven
knækket under Begivenhedernes Tryk eller havde maattet drage
sig tilbage i Afkrogene. I den nærmeste Tid efter 1814 vedblev
Strømmen at bevæge sig i samme Retning. Man glædede sig ved
den gjenvundne Frihed og Selvstændighed og blev helt optaget af
at staa paa Vagt om det dyrebare Klenodie, der var frelst som en
Brand af Ilden, og at værge det mod virkelige eller indbildte
Farer. Selvstændighedsaanden hos Nordmændene blev derved
drevet saa sterkt frem i Forgrunden, at det kunde synes, som om
den ingensteds var tryggere eller bedre grundfæstet end hos dette
Folk, hvis Selvstændighed bare var nogle faa Aar gammel og
fremdeles i de fleste Henseender saa høist ufuldkommen
gjennemført. Man vendte sig bort fra Tiden før 1814 eller tænkte kun
paa den med Modbydelighed; det gjenfødte Norge skulde knyttes
umiddelbart til Sagatidens; Mellemalderen, i hvilken «Norges Løve
tæmmedes til Pudelhund og fik sin Grød og logrede med Halen»,
skulde brydes væk som den uægte Lodning af Ringen, efter
Wergelands Udtryk. Den gamle Forening med Danmark
opfattedes som en Skam, den nye med Sverige som en Fare, mod
hvilken det gjaldt at være stadig paa sin Post; man havde endnu ikke
faaet Tid til at glemme, at denne Forening, historisk seet, var
kommet udenfra, i direkte Modsætning til Friheds- og
Selvstæn-dighedsverket, og at man fra norsk Side havde akcepteret den
for at undgaa en ødelæggende Krig, altsaa som det mindste af to
Onder. Helstatens, Arveundersaatlighedens, L3’drigetilværelsens
Traditioner og Følelser var tilsyneladende helt udryddede, rykkede
op med Roden. Men dette kunde ogsaa kun være tilsyneladende;
det kunde alene være en Antecipation af Udviklingen, der maatte
følges af et Tilbageslag. Gamle Traditioner, nedarvede
Forestillinger, der har sin Rod i en hundredaarig Historie, lader sig ikke
lægge af, som man lægger af et brugt Klædeplag. De har
behøvet Tid for at komme ind, og de behøver Tid for at komme ud,
1 Saaledes skriver Kristian Frederik i sin Dagbog under 17de Januar 1814:
«Biskop Bugye fra Throndhjem kom igaar og har spist til Middag hos mig; det
er en aandfuld og særdeles dygtig Mand. Han forsikkrer, at Befolkningen her
<sic!) i Stiftet er fast bestemt paa, ikke at ville være Svensker; men Baandet med
Danmark hænger kun i en Traad (ganske som i Bergen).»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
