Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
, Om Calmarunionen ni. m.
11
Myndighed, men er gaaede over til blotte Retsmøder, hvor
Almuens private Tvistigheder afgjordes.
Landsloven viser os de kongelige Embedsmænd, Lagmændene,
traadte istedetfor Folkets patriarkalske Høvdinger som
Lagthin-gets og Lagrettens Veiledere — og gjennem dem udøvede Kongen
en virkelig Overdommermyndighed.1 Og hvad Lovgivningen
angaar, ser vi Folket endnu fuldstændigere udelukket fra enhver
virksom Deltagelse, skjønt dette vistnok ingensteds udtrykkelig
paastaaes. Tvertimod udkom Landsloven med fuld Iagttagelse af
de gamle Former, idet den blev forelagt Folket paa de fire
Lag-thing. Men nu blev det udtrykkelig bestemt, at det ene tilkom
Kongen at give supplerende Bestemmelser (Retterbøder).2 Ja —
selve Antagelsen af Principet om Lovgivningens Enhed maatte,
da desuagtet de fire Lagthing fremdeles bibeholdtes, med
Nødvendighed føre Lovgivningsmagten over i Kongens Hænder,3 —
og denne blev saaledes i Virkeligheden, som det i Landsloven
heder, «yfir lögin skipaör». — Men for rigtig at forstaa den
norske Konges Magt paa hine Tider, maa vi lægge Merke til, at han
ingenlunde var Monark i Nutidens Forstand — han var ikke
Folkesuverænitetens Repræsentant. Hans Magt var tvertimod fra
de ældste Tider betragtet som en personlig Ret, og den var
derfor stillet i Modsætning til Folkets Magt; hvad den ene vandt,
var et ligefremt Tab for den anden — og saaledes blev Folket
omsider aldeles viljeløst ligeoverfor Kongen. Odeismand til
Kongedømmets faa Rettigheder i ældre Tider blev han senere hele
Rigets og hele Landsstyrelsens Odeismand. Om Ansvar kunde
der derfor ikke være Tale; at kontrollere ham vilde være at
forholde ham hans personlige Ret Det er saare betegnende, at i
Landsloven Kongen erklæres forpligtet til ei at trykke sit Folk
kun af Hensyn til sit moralske Ansvar for Gud.4
Folket var saaledes ikke stort mere end en Eiendom — uden
Vilje, uden Ret. — Den eneste Virksomhed, hvortil det var
berettiget, og hvori dets Magt endnu spores, var den, at undersøge
Kongeemnets Ret til at arve Riget og høitideligt anerkjende den
ved Hyldningen paa Thingene. Men ogsaa denne Virksomhed
maatte mere og mere tabe sin Betydning, eftersom Arvefølgen
strengere bestemtes.
1 Se Nyere Landslov, Thing farebalken. Cfr. Retterbod 17 Juni 1308, hvor det
udtrykkelig bestemmes, at Lagmændene og Sysselmændene stundom skulde
indfinde sig hos Kongen og personligen foredrage ham, hvad de finder
magtpaaliggende.
" Nyere Landslov X, 3.
J Keyser, i Tidsskriftet Nor III, Pag. 56.
N. Landslov II, 2.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
