Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
% Historiske og politiske Afhandlinger
Det norske Kongedømme var fra de ældste Tider arveligt:
Begrebet om dets Arvelighed er sammenhængende med Begrebet
om dets strænge Personlighed. Oprindelig var vel det samme
Tilfældet i andre Lande, som f. Eks. Sverige. Men, medens her
det arvelige og personlige Kongedømme mere og mere
indskrænkedes og tilsidst fuldstændigt beseiredes, udviklede det sig i
Norge fra den oprindelige Spire fuldt ud. Dets Udvikling
betegnes af bestandig mere og mere nøiagtige og strenge Arvelove. —
Medens i ældre Tider Folket kunde vælge mellem alle en Konges
efterladte Sønner, baade de ægte og de uægte, bestemte allerede
Haakon Haakonson den udelte Arvegang efter den ægte Fødsel
og Førstefødselsretten. Magnus Lagabøters Landslov indeholder
en ny og meget nøiagtig Arvefølgeorden, hvor indtil den tolvte
Arv findes bestemt.
Hyldningen, hvori Folkemagtens Berettigelse ligeoverfor
Kongedømmet tydeligst fremtræder, maatte herved tabe sin Betydning.
Den blev ogsaa snart en blot og bar Ceremoni. Hvor lidet
Folkesuveræniteten er fremtrædende i den, sees allerede deraf, at ifølge
Magnus Lagabøters Lovrevision Kongeemnet ikke mere som i
ældre Tider maatte drage om og lade sig hylde i de enkelte
Landsdele. Ét Thingsted var nok (Ørething), og selv der behøvede
ikke Repræsentanter fra Almuen rundt det hele Land at være
tilstede. Hirdskraaen synes ogsaa at vise, at Hyldningens gamle
Form — en Dom, ifølge hvilken Folkesuveræniteten havde
undersøgt og godkjendt Kongeemnets Ret — var bortfalden. Og i
Virkeligheden maatte en saadan Form være lidet passende paa
en Tid, da Folket var i den Grad magtstjaalen af det arvelige
Kongedømme og saa lidet bevidst sin Myndighed ligeoverfor
dette.
Den norske Konge kunde derfor i Sandhed sige, hvad Haakon
Haakonson svarede Erkebiskop Sigurd: han behøvede ingenlunde
at modtage af nogen det, som Gud retteligen havde kaaret ham
til efter hans Forfædre. Om Folket er der, som vi ser, ikke
længer Tale.
Allerede under Magnus Lagabøter synes saaledes det arvelige
Kongedømme at være naaet frem til fuld Udvikling: støttet til
den almindelige Opinion, i umiddelbar Besiddelse af saagodtsom
den hele Landsstyrelse, sikret og befæstet ved strænge Arvelove
havde det alene hævet sig paa Folkemagtens Bekostning, uden at
have nogen ligeberettiget Magt i Staten, nogen indskrænkende
eller kontrollerende Autoritet ved Siden.
Men endnu var dets Fremtid ei ganske betrygget; endnu var
der en Modstandskraft hos Folket, som skulde tilintetgjøres.
Ogsaa i andre Lande, som f. Eks. Danmark og Sverige, maatte Al-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
