Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
% Historiske og politiske Afhandlinger
selv antaget sig Regjeringen. Men Foreningen med Sverige under
Magnus Eriksson maa have vist os, hvor lidet betrygget i
Virkeligheden denne Selvstændighed var. Det norske Folk var i
Grunden kun en viljeløs Eiendom, hvis Fremtidsskjæbne helt og
holdent afhang af de Tilskikkelser, som i Tidens Løb kunde ramme
dets Eier, den norske Kongeæt. Hvad der ikke kunde siges i
Danmark og Sverige, hvor dog en suveræn Vilje i Stænderne gav
sig tilkjende, gjaldt i fuldeste Maade om Norge: her var Staten en
Bold for Tilfældet.
Ved den danske Kong Valdemars Restræbelser blev endnu i
Magnus Erikssons Tid det skjæbnesvangre Ægteskab indgaaet
mellem Valdemars Datter Margrethe og Haakon. Herved
forbere-dedes Forbindelser i Norden, hvorved det norske Kongehus
efterhaanden blev flyttet over paa fremmed Grund og tilsidst
fuldstændigt draget ind i fremmed Interesse. Disse Forbindelser har
ikke længer den tilfældige Karakter som Foreningen med Sverige
under Magnus Eriksson; nu havde Forholde udviklet sig, hvorved
en varig, betydningsfuld, paa sterke Interesser sig støttende Union
mellem de tre nordiske Riger efterhaanden fremkaldtes.
Hvilket Forhold maatte Norge indtage til en saadan Forening?
Det er ikke vanskeligt at slutte sig dertil, efter hvad vi allerede
har fremstillet. Vi har i hin Tids Nordmænd seet et Folk uden
al politisk Bevidsthed, uden Liv, uden kraftig Fremadstræben.
De kunde derfor hverken fatte det gavnlige ved en Forening med
Naborigerne eller høste den sande Nytte deraf. Tvertimod
syntes enhver Forening at maatte forekomme dem fordærvelig.
Under Magnus Eriksson ser vi Landet hjælpeløst, fordi det ikke
bestandig kunde have sin Konge hos sig, fordi de maatte dele ham
med et andet Rige. Saaledes vilde det ogsaa i Fremtiden blive;
Kongen var ligesaa nødvendig for den norske Stats Bestaaen nu
som dengang; Folket ønskede ligesaameget nu som før at beholde
sin Konge for sig selv. Heller ikke var der i Norge et ærgjerrigt,
fremadstræbende Aristokrati, som i en Union kunde se
Anledningen til at udvide og styrke eget Herredømme. Om
Geistligheden gjaldt vistnok dette; men den besad langtfra saamegen
Magt og Indflydelse her som i Naborigerne.
I det hele taget maatte saaledes Nordmændene ufrivilligt, ja
mod deres Vilje komme ind i Unionen. Hvorledes dette var muligt,
kan vi let forstaa: Folket hang ved Kongedømmets Arvelighed;
men dette var ogsaa det eneste, som blev fastholdt med nogen
Kraft. Dersom Norge blev berøvet sin gamle Kongeæt eller dets
Arveherre blev draget ind i en fremmed Interesse, var Landet
fuldkommen hjælpeløst. Hvem skulde nu vaage over Statens
Tarv? Folket — politisk umyndigt, nedbøiet af Ulykker, uden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
