Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32
% Historiske og politiske Afhandlinger
I Danmark og Sverige var det derimod Aristokratiet og
Geistligheden, som blev Foreningsbaandet — først mellem Stammerne
og senere mellem Folkene.
Vi har omtalt, hvorledes over det provinsielle Sverige
efterhaanden mægtige Stormandsslegter hævede sig. Forbundne ved
fælles Interesser slutter de sig paa det nøieste til hinanden
indbyrdes og til Kirkens Høvdinger; — de bliver sterke ved denne
Forening og formaar nu, kuende under sig Landskabernes
splittede Interesser, at fremstille en svensk Ståt, hvorfra rigtignok
Folket er udelukket. Paa samme Tid har ogsaa i Danmark og
over de gamle Stammer en Stænderstat dannet sig. — Begge
Lande befinder sig saaledes paa et Overgangsstadium i deres
Samfundsudvikling. Stammerne er tilintetgjorte; men Nationerne
har endnu ikke dannet sig: mellem dem begge er Stænderne
Overgangsledet.
Paa dette Punkt maatte en Union mellem de tvende Riger
være mulig. Stammernes afsluttede Interesser staar ei længer
hindrende imellem — og først i en senere Periode skal den
vaagnende Nationalitetsfølelse optræde liendtligt mod ethvert
Forbund. Det er nu Stænderinteresserne, som hersker, og disse maa
senere eller tidligere lede til en Union.
De aristokratiske og hierarkiske Stormænd følte tidligt
Nødvendigheden af Foreninger for at kunne herske. Det er paa
denne Maade, vi ser dem i Danmark og Sverige forberede
Statens Enhed. Men, hvor der var saa lidet skarpt adskilte
Grænser som mellem Danske og Svenske, maatte det være naturligt,
at de Store i det ene Land end mere udvidede denne deres
Konføderation og ved en Forening med Naborigets Aristokrater søgte
fudstændigt at styrke deres Magt. Vi ser allerede meget tidligt,
at den svenske Adel, saasnart den kom til nogen Magt og
Uafhængighed, sluttede sig til den danske. Og det kunde heller ikke
være anderledes. Det ligger i Aristokratiets Væsen at afsondre
sig fra det øvrige Folk; thi det hersker kun ved at undertvinge
og maa derfor bestandig forudsætte Uvilje hos sine Omgivelser.
Om den danske Adel gjaldt dette i saameget høiere Grad, som
den tildels havde en fremmed Oprindelse og Befolkningen fra de
ældste Tider var uensartet. Men ogsaa de svenske Aristokrater,
skjønt oprindelig Folkets Mænd, havde efterhaanden, som vi saa,
mere og mere afsondret sig — og ved Magnus Ladulaas’s
Privilegier blev den skarpeste Grænse optrukket mellem Frälse og
Ofrälse. Det var under saadanne Omstændigheder saare
rimeligt, at den svenske Adelsmand følte sig nøiere knyttet til
Danmarks Adel, med hvem han havde fælles Interesse, end til det
Folk, hvoriblandt han levede, hvis Interesser, om det havde nogen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
