Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Calmarunionen in. ni.
37
Om end Erik ei selv saa noget fuldført af det, han arbeidede
for, var hans Stræben dog ikke frugtesløs. Hans Søn Magnus
blev, som vi allerede har seet, efter Arveloven Norges og ved Valg
Sveriges Konge. Til en skandinavisk Union manglede saaledes
kun Danmarks Throne. I dette Land var Erik Menveds Broder
Christofer Konge — men kun af Navn; i Virkeligheden
herskede Aristokratiet og Prælaterne — og disse syntes nu at maatte
være saameget mere tilbøielige til en Union, som over dem igjen
de under Anarkiet indkaldte tyske Herrer førte et trykkende
Herredømme og truede med efterhaanden at opsluge det hele Kige.
Men der manglede en Mand med den fornødne Dygtighed til
at benytte sig af de heldige Omstændigheder. Magnus var et
Barn og viste sig, da han voksede til, kun at være udrustet med
tarvelige Evner. Vi har desuden seet, at Forholdene i Norge og
Sverige endnu ikke var ganske gunstige for en Union. I Norge
var Forholdet endnu ikke svagt nok, og i Sverige var
Stænderinteresserne ikke sterke nok. Unionen blev ogsaa faktisk opløst
ved Varberger-Forliget 1343, ifølge hvilket Magnus’s ældste Søn
Erik designeredes til Thronfølger i Sverige og den anden Søn
Haakon til Thronfølger i Norge. Kort Tid iforveien havde
Danmark hævet sig ud af det Anarki, hvori de tyske Herrer havde
holdt Riget; og det fik i Valdemar Christofersøn Atterdag en
kraftig Hersker, som syntes istand til at hævde det indenlandske
Kongedømmes Anseelse.
Rigerne syntes saaledes atter fjernede fra hinanden; men en
skandinavisk Forening laa altfor meget i Tidens Aand til, at
Tanken om den ganske kunde slippes. De Store i Sverige og
Danmark arbeidede i Grunden, jo mere deres afsluttede
Standsinteresser traadte frem, stadigt, om end ubevidst for den, og
Rigerne syntes kun fjernede fra hinanden, for at forberedes til
en endnu nøiere Forbindelse.
Høvdingerne for den svenske Adel og Geistlighed, som havde
ført Regjeringen, medens Magnus var mindreaarig, viste, da han
blev myndig, mere og mere, at de havde faaet Smag paa selv at
styre, og at de kun nødig taalte en Konge over sig. Magnus blev
snart ligesaa forhadt og truet, som Birger havde været det før
ham. De svenske Krøniker taler meget om hans lastefulde Liv
og siger, at Rigsraadet tog Forargelse af hans Seder; men Sagen
var nok egentlig den, at de mægtige Adelsmænd og Prælater, som
sad i Raadet, selv vilde føre Regjeringen og tog Kongen det meget
ilde op, naar han forsøgte at tilegne sig den ham lovligt
tilkommende Magt.1 Selv den svage og udygtige Magnus var disse
1 Fra norsk Side tales ikke et eneste Ord om Magnus’s slette Seder; tvertimod
kaldes han her den Gode og den Hellige. Torf. Hist. Rer. Norvg. IV, U53 o. a.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
