Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
% Historiske og politiske Afhandlinger
herskesyge Stormænd for myndig. Vi ser dem derfor snart gjøre
formeligt Oprør mod ham. For et Syns Skyld satte de hans egen
Søn, Thronfølgeren Erik, i deres Spidse — og Magnus blev snart
nødt til at afstaa denne saagodtsom det hele Land. Efter Eriks
pludselige Død 1359 blev han vistnok paan\rt erkjendt for Sveriges
Konge; men med den ustyrlige Adel forligtes han ingensinde.
Han søgte paa den ene Side at gjøre ialfald for en Del sin Ret
som Hersker gjældende, medens Rigsraadet paa den anden viste
den største Afsky for alt, hvad der lignede kongelig Myndighed.
Truet og hadet af Aristokratiet og Prælaterne sluttede Magnus
sig til den danske Konge Valdemar. Ogsaa denne Regent havde
et mægtigt Parti blandt de Store at kjæmpe med. Efter at have
ved sin Klogskab og Udholdenhed reddet sit Land fra det
sørgeligste Anarki, søgte han tillige at kue Stændernes Overmagt. Men
dette Forsøg vakte en farlig Modstand mod ham, hvorved den
Bygning, han i sin Regjering saa møisommeligt havde opført, nær
var blevet omstyrtet.
Disse to Konger havde saaledes hver i sit Rige de samme
Fiender at kjæmpe mod — intet Under derfor, at de sluttede sig
sammen. Hos Valdemar synes Tanken om en Union mellem de
tre nordiske Riger atter at dukke frem. For end mere at styrke
sit Forbund med Magnus fik han en Forlovelse istand mellem
sin Datter Margrethe og Magnus’s Søn Haakon, som allerede i
lang Tid havde været Norges og senere ogsaa valgtes til Sveriges
Konge. Trods de svenske Stormænds Modstand blev Ægteskabet
fuldbyrdet og syntes at maatte blive af Betydning; thi Valdemars
eneste Søn Christofer, som i lang Tid havde været sygelig, døde
samme Aar (1363). Men det var et urimeligt Forsæt at ville stifte
en Union i Norden uden Adelens og Geistlighedens Samtj’kke; vi
har tilstrækkeligt udviklet, at netop og alene paa disse tvende
Stænders Magt og Interesser en virkelig og varig Forening kunde
bygges. Derfor maatte ogsaa Valdemars Forslag strande.1 Thi
baade han og Magnus vare de Stores Fiender.
Medens Kongerne forbandt sig til gjensidig Styrkelse af deres
Magt, havde ogsaa Stænderne sluttet sig nøiere til hinanden, og
de hævede sig truende i begge Riger mod de Forsøg, som gjordes
paa at indskrænke deres overhaandtagende Vælde. Isærdeleshed
var de svenske Store ustyrlige. Opbragt over Magnus’s
Forbindelse med den myndige Valdemar Atterdag havde det svenske
1 At Valdemar har tænkt sig en virkelig Union som Følge af Margrethes
Ægteskab, kan synes tvivlsomt nok, da hans ældste Datter Ingeborg havde en
Søn, som maatte ansees nærmest berettiget til Danmarks Throne. Men man ser
dog, at han maa have næret store Planer til en nøiere Forening mellem Iiigerne,
siden han satte saa overordentlig Pris paa dette Ægteskab og for at faa det
istandbragt, anvendte saamegen List og Magt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
