Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
, Om Calmarunionen ni. m.
39
Rigsraad endog formaaet Haakon til at gjøre formeligt Oprør og
tage sin Fader tilfange. Magnus indsaa nu, at han ikke vilde
kunne fastholde den mindste Rest af Myndighed, saalænge han
havde Stormændene ved sin Side; opmuntret ved Forbundet med
den danske Konge jog han derfor fire og tyve af de mægtigste
Herrer i Landflygtighed. Men derved havde han ogsaa fældet
Dommen over sig selv. De Landflygtige drog til Tyskland og
tilbød Albrecht af Meehlenburg Thronen. Med en Flaade vendte
de derpaa tilbage til Sverige, hvor det lykkedes dem at faa
Albrecht hyldet til Konge ved Morasten. Magnus og Haakon
erklæredes af Rigsraadet for afsatte — og i Slaget ved Enkøping
1365 blev den første fangen, medens Haakon trak sig tilbage til
Norge, som i denne urolige og oprørske Tid med den største
Kjærlighed og Troskab holdt fast ved sine Arvekonger.
Noget senere brød Stormen løs mod Valdemar. Den jydske
Adel gjorde et farligt Oprør og forbandt sig med de Svenske,
Hansestæderne, Holstenerne og Mecklenburgerne. Valdemar kunde
ikke modstaa en saa mægtig Koalition, men flygtede hort fra sit
Rige, som imidlertid var prisgivet til Anarkiet. Det lykkedes ham
vistnok senere at splitte sine Fienders Forbund og paa denne
Maade erhverve Fred, men kun med de største Opofrelser. Kort
Tid derefter døde han og efterlod som den nærmest berettigede
til Riget Albrecht den yngre af Mecklenburg (1375).
Tilsyneladende var de nordiske Riger mere fjernede fra
hinanden nu end tilforn. Hvert Land havde sin Konge, og den
svenske havde endogsaa stillet sig i et fiendtligt Forhold til de to
andre. Men det var kun i Norge, Kongerne havde noget at
betyde; — i Virkeligheden var netop nu Forholdene paa gunstige for
Union, som de overhovedet kunde blive.
Vi har fulgt Idéen om at stifte en Forening mellem de nordiske
Riger fra dens første Fremtræden hos Hertug Erik — og seet den
gjennem det hele fjortende Aarhundrede beskjæftige Stormænd
og Fyrster. Allerede deraf fremlyser det, at denne Tanke
ingenlunde var tilfældig opstaaet i en urolig og ærgjærrig Mands Hjerne,
men at den stod i Overensstemmelse med Tidens hele Udvikling
og derfor bestandig mere og mere maatte nærme sig sin
Realisation.
Vi befinder os ved Enden af Aarhundredet: lad os overskue,
hvorledes Forholdene nu gestaltede sig i de tre nordiske Riger.
I Sverige ser vi Stormandsvældet ligesaa høit steget som Folket
dybt sunket. Under de blodige Borgerkrige, som opfyldte det
fjortende Aarhundrede, blev Almuerne paa det frygteligste
mishandlede af de stridende Adelspartier. Vi har allerede længst
seet Folkets Magt brudt; udmarvet og udsuget, nedbøiet af de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
